Offentlige myndigheder betaler dobbelt for dårlige testkrav

Illustration: REDPIXEL.PL/Bigstock
Institutioner og myndigheder forlader sig ofte helt på leverandørens samvittighed, når offentlige it-projekter skal testes. Ifølge eksperter skyldes det manglende kompetence på området hos myndighederne.

Det offentlige er ikke kompetent nok til at stille test-krav til leverandøren, når der skal sættes it-projekter i søen. Det resulterer i løsninger, der ikke fungerer optimalt samt i store ekstraregninger.

Pia Fagerlund Vøgg er testleder hos Sogeti med mange års erfaring i at bistå offentlige myndigheder i forbindelse med it-projekter og har blandt andet regioner og sygehuse på kundelisten.

Version2 møder hende til TestExpo 2014 i Bella Center på Amager, og ifølge hende er der foruroligende tendenser, når offentlige institutioner indgår it-kontrakter med private leverandører.

»Der er en stigende tendens til, at man lader leverandøren varetage hele testfasen. Og det svarer altså til, at man lader ulven vogte fårene«, siger Pia Fagerlund Vøgg og forklarer, at den omtalte praksis giver leverandører alle muligheder for at leve op til den indgåede kontrakt, selvom produktet ikke nødvendigvis er det, kunden havde håbet på.

»Når leverandøren selv får lov at styre testen, modellerer man bare sine testcases sådan, at man ved, at man består. Og de testcases, man frygter ikke at kunne bestå – de kommer bare ikke med«.

Dobbeltbetaling

Fortællingen om mangelfulde testfaser bakkes op af Anders Wernblad, der er it-jurist og har erfaring med at rådgive både kunder og leverandører i forbindelse med større offentlige it-projekter. Ifølge ham er det ikke den bedste idé, at overlade hele testfasen til en leverandør.

»Det man ofte ser er, at myndigheden ikke har kompetencerne og ressourcerne til at varetage test. Men når man lægger det hele over til en leverandør, så kan de jo have en tendens til at forme testen på en måde, så man ved, at produktet består«, siger Anders Wernblad til Version2.

Pia Fagerlund Vøgg forklarer, at det offentliges meget tillidsfulde ageren over for sine it-leverandører, både skyldes manglende kompetencer i forhold til test, men også, at det er svært at få flere penge op af det offentliges slunkne kasser.

Det giver ringe muligheder for at stille kvalificerede krav til, hvordan en given it-løsning skal testes. Og det er dyrt at hente ekstern hjælp.

»Når man ikke har test-kompetencen i huset, så skal man jo hyre den ind udefra. Og det koster penge, der ikke er en del af udbudet. Og det er besværligt at bede om flere penge i det offentlige. Det er meget nemmere at lægge det over til leverandøren«, siger Pia Fagerlund Vøgg, og understreger, at det i sidste ende er en dyr løsning for det offentlige, da man ofte ender med alligevel at skulle betale for eksterne hjælp senere hen.

»Resultatet er, at man får produkter, der ikke fungerer optimalt. Og når man så skal rette det, så ender man altså med at betale for test to gange«.

Pia Fagerlund Vøgg har bedt Version2 om ikke at navngive relevante myndigheder, men hun insisterer på, at praksis med at lade it-leverandører godkende deres egne produkter finder sted i store statslige institutioner.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (1)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Rasmus Schultz

Siden hvornår er det kundens ansvar at stille test-krav? Kunden er jo ikke IT ekspert, og det skulle være en meget uansvarlig IT leverandør, der antager, at kunden ved nok of software udvikling til at stille test-krav.

Men det findes da heldigvis en meget simpelt svar på det problem: ansæt en velronnemeret konsulent til at overse projektet, stille test-krav, og holde trit med længere-varende projekter, så det ikke løber af sporet.

Eller hyr en respektabel IT virksomhed der allerede har en (kompetent) projekt leder der varetager kundens interesser og stiller krav til produkt så vel som proces. Det burde sgu da være almindelig at forvente.

  • 1
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere