Tirsdag fik hjemmesiden for Københavns Retshjælp lige pludselig et helt nyt udseende. Og det var ikke med retshjælpens egen, gode vilje, skriver Jyllands-Posten.
»Denne hjemmeside er blevet hacket på grund af angrebet på den kurdiske tv-kanal Roj TV! Roj TV er det kurdiske folks stemme,« lød meddelelsen i det Youtube-klip, der erstattede retshjælpens normale indhold, ifølge avisen.
Dermed er der altså tale om et defacement-angreb. Ifølge avisen var det ikke muligt at bruge retshjælpens hjemmeside, der findes på www.retshjaelpen.dk, i 'et stykke tid' i løbet af tirsdagen.
Et besøg onsdag formiddag afslører, at hjemmesiden stadig ikke er i luften, selvom videomeddelelsen nu ikke længere vises.
Angrebet faldt, efter Østre Landsret i sidste uge valgte at skærpe dommen over den kurdiske tv-kanal ROJ TV, der ifølge retten har propaganderet for organisationen PKK, som er på EU's terrorliste.