»Nå, der kommer bitcoin-tosserne!«: Sådan gik Danmarks første bitcoin-pubcrawl

Glem alt om bitcoins blakkede fortid: Version2 var med ude og købe øl for bitcoin for at se, hvordan kryptovalutaen fungerer i dag.

Det er fredag aften og jeg står på pubben The Dubliner i midten af København og forsøger at finde dem: Bitcoin-folket som har arrangeret Danmarks første pubcrawl på bitcoin.

Klokken er lidt over otte, og jeg undrer mig over, at jeg er den første på trods af, at jeg er kommet lidt for sent.

Hvordan genkender man en person, der bruger bitcoin?

Det er i hvert fald ikke de tre fyre, der sidder og snakker om rugby med irsk accent.

Tiden går, og jeg begynder at undre mig: Måske er det der bitcoin bare en illusion. Kan det virkelig passe, at folk går rundt og køber ting for en valuta, som for få år siden ikke var andet end en skør idé?

Man hører altid om noget storladent og gerne katastrofalt, når det drejer sig om bitcoin. Folk der får stjålet bitcoin til en værdi af flere hundrede millioner kroner. Om lyssky foretagender, der finansierer narkohandel og børneporno med kryptovalutaer. Og altid er FBI, store banker eller andre magtfulde myndigheder involveret. Det er svært at forestille sig, at bitcoin kan bruges til noget så simpelt som at købe en fadøl.

Men først skal jeg have fat i nogle bitcoin. Eller snarere bitcent, for en enkelt bitcoin koster omkring 1.800 kr., og selvom vi skal besøge flere barer, så er det alligevel lidt i overkanten for en bytur.

Der står en lille firkantet hvid maskine med touch-skærm midt i baren. En såkaldt BTM - bitcoin teller machine - der kan veksle kroner til bitcoin. Underligt nok kan man ikke betale med dankort, men kun med sedler. Så jeg må først op i baren og hæve 300 kr. over på dankortet, som jeg så kan føde ind i maskinen. Undrer mig over, at der efter en halv time stadig ikke er nogen livstegn fra resten af bitcoin-folkene.

Da jeg vender tilbage til maskinen, står der en mand og en kvinde og er i gang med at hæve nogle bitcoin. Det er nok ikke noget, der sker så ofte, så jeg tager chancen og introducerer mig.

Den er god nok. Kris og Karina arbejder begge for bitcoin-virksomheden Coinify og skal med til pubcrawlen.

»De andre er på den anden The Dubliner«.

Så der er åbenbart to barer med det samme navn, der begge accepterer bitcoin. Måske er der alligevel ikke tale om et svindelnummer. Heldigvis har Kris og Karina også taget fejl af stederne - ellers var der næppe kommet nogen pubcrawl og artikel ud af det.


Der er ingen tvivl om, at vi er kommet til det rette sted. Hvor der normalt ville hænge en Carlsberg-reklame i vinduet, er der et stort blåt neonskilt med det karakteristiske bitcoin-logo akkompagneret af teksten »Bitcoin accepted here«. Sjovt som man kun lægger mærke til den slags ting, når man leder efter det.

Den anden The Dubliner-bar forsøger ikke at skjule, at den er med på teknologi-moden. Indenfor sidder bitcoin-pionererne rundt om et bord og drikker øl, som de har købt for kryptovalutaen. Den er er altså god nok: Man kan godt bruge bitcoin til at købe sig til andet end syretrip på The Silk Road.

En af deltagerne er 24-årige Jack Nikogosian, som i løbet af de sidste tre uger har kørt et særligt eksperiment, hvor han lever af bitcoin og ikke må røre hverken dankort eller kontanter.

Han griner og har opmærksomheden fra de fleste af de tilstedeværende. Ingen tvivl om at hans eksperiment har givet ham en særstatus i bitcoin-miljøet. Selv aviser i Tyskland har skrevet om ham.

»Jeg har fået mere berømmelse i løbet af de her uger på grund af ‘Bitcoin Jack’-eksperimentet end for den musik, jeg har brugt flere år af mit liv på at lave,« siger han.

Læs også: Følg med her: Jack vil overleve på bitcoin i en måned

‘Bitcoin Jack’ fik sin løn udbetalt i bitcoin i starten af måneden, og siden har han forsøgt at klare sig med kryptovalutaen. For andre personer ville det måske have været uoverkommeligt uden at gå for meget på kompromis med deres livsstil, men Jack er også sælger, og han arbejder til daglig for Coinify. Så næsten hver gang han har mødt en udfordring, hvor det ikke er muligt at betale med bitcoin, så har han skabt sin egen vej. Han har overtalt sin udlejer til at tage imod huslejen i bitcoin. Det er endnu ikke lykkedes at overbevise DSB om at lade ham købe et rejsekort med bitcoin, men så får Jack indtil videre et lift af sine kolleger, som han betaler for turen med bitcoin. Og når Jack skal spise, køber han oftest på nettet via takeaway-siden Hungry.dk.

Nu har han overtalt en masse københavnske barer til at være med på eksperimentet og tage imod bitcoin. På få uger er syv barer med, og pludselig opstår idéen om Danmarks første bitcoin-pubcrawl.

Det viser sig dog hurtigt, at det er ret svært at få indført en helt ny valuta og betalingsmåde og samtididig tilfredsstille en skare af 20 ølhungrende mennesker.

Læs også: Syv nye barer og en kendt pølsevogn i København hopper på bitcoins


Bitcoin-automaten på denne The Dubliner-bar minder til forveksling om en helt almindelig hæveautomat. Den er stor og grå og virker lidt voldsom inde i baren.

Det er rimelig let at overføre mine 300 kroner til bitcoin. Først skal jeg bekræfte mit mobilnummer med en kode, så scanner jeg QR-koden fra min bitcoin wallet, som er min ‘digitale pung’. Jeg har hentet appen ‘bread wallet’, som jeg flere gange har fået anbefalet, fordi den efter sigende skal opbevare den hemmelige del af bitcoin-pungen - den private nøgle - krypteret lokalt på telefonen. På den måde skulle det være sværere for hackere at få fingre i mine beskedne bitcents.

Maskinen sluger sedlerne uden problemer, og så skulle de ellers blive overført. Jeg har fået en vekselkurs på omkring 1950 kr. for én bitcoin, men noterer at kursen den dag ligger ca. på 1800 kr. Altså sluger automaten omkring 8 pct. i gebyrer. Bitcoin lyder ofte smart og ‘gratis at bruge’ på papiret, men når det kommer til stykket er der jo altid nogen, der skal tjene nogle penge.

Jeg tjekker min wallet og kan se transaktionen på de 300 kroner med det samme. Det er nu næsten en time siden, at pubcrawlen officielt startede, og jeg er godt tørstig. Desværre må jeg vente med at købe en øl, da transaktionen stadig mangler at blive godkendt af nogle andre mennesker på bitcoin-netværket. Sådan fungerer bitcoin-betalinger: For at forhindre misbrug skal alle overførsler bekræftes af nogle uafhængige parter.

»Det skulle gerne gå hurtigt,« fortæller Thorkil, der er en af deltagerne i pubcrawlen. Det er også ham, der har været med til at sætte de to bitcoin-hæveautomater op i begge The Dubliner-barerne.

Før læste han matematik, i dag læser han datalogi. Og så har han levet af den ene bitcoin-hæveautomat og at veksle bitcoin for folk, der kontakter ham for at få fat i kryptovalutaen.

»Efter finanskrisen ville jeg gerne være med til at forandre det finansielle system gennem politik. Nu forsøger jeg at gøre det gennem markedet,« siger han.

Mellem en og fem mennesker bruger dagligt bitcoin-hæveautomaten, fortæller han.

Der er gået en halv time, siden jeg gav maskinen mine sedler, men transaktionen er stadigvæk ikke blevet bekræftet. Fadøllen må vente.

Over bordet går samtalen heftigt om bitcoin, alternative teknologier, fremtiden og lidt om fortiden.

»Tænk hvis man havde købt bitcoins, dengang de var 0,1 cent værd.«

»Jeg kender en, som engang kom til at smide en computer med 6.000 bitcoin ud på lossepladsen,« siger Jack.

Det var dengang, hvor bitcoin ikke var noget værd, før kursen pludselig eksploderede og toppede på omkring 1200 dollar for bare én bitcoin.

»Det er en rimelig fed strandvejsvilla, han ville kunne have fået for de penge,« siger Jack.

Ikke alle pubcrawl-deltagerne er dog lige garvede inden for bitcoin-miljøet.

»Min telefon løb tør for strøm lige i det øjeblik, jeg skulle betale bartenderen for min øl,« siger Alice fra England.

Det er også første gang, hun prøver at købe noget for bitcoin. Heldigvis har bartenderen givet hende lov til at vente med at betale for den øl, hun nu sipper til, mens hendes telefon oplader oppe i baren.

»Det er ikke så praktisk,« indrømmer Alice.


»Nå, der kommer bitcoin-tosserne!«

Bartenderen på Togas Vinstue har nok at se til med baren fuld, og da vi ankommer får han ikke mindre travlt.

Bitcoin-transaktionen er endelig gået igennem på min wallet, så jeg kan langt om længe bestille en fadøl. Ahhhh! Bartenderen roder lidt rundt med betalings-appen på sin tablet, men det lykkedes da til sidst at få genereret en QR-kode, som jeg kan scanne med mit smartphone-kamera og trykke ok for at betale.

Fadøllen smager glimrende, selvom jeg ender med at betale 1,5 kr. mere for den på grund af bitcoin-betalingsappen, som baren bruger. Appen gør det muligt for baren at modtage bitcoin-betalinger og så få dem vekslet til danske kroner med det samme. På den måde ligger butikkerne ikke inde med bitcoin, som har det med at svinge voldsomt i værdi. Det koster igen lidt ekstra i gebyrer. Endnu en gang viser bitcoin sig i realiteten at være dyrere end danske kroner.

Med en ny runde øl på bordet fortsætter snakken om bitcoin. Kris og Karina underholder med en app, som kan overføre bitcoin via lyd. I stedet for at lave et billede af en QR-kode, som den anden person kan scanne med sin telefon, sender telefonen en række biplyde ud i forskellige frekvenser, som modtagertelefonen så oversætter til den bitcoin-adresse, hvor pengene skal sendes hen. Jeg finder aldrig rigtig ud af, hvad man skal bruge det til.


Pubcrawlen fortsætter på baren og dansestedet The Jane, som netop er genåbnet. Der er proppet med mennesker, og det ser ud til at vi må vente i kø, indtil det viser sig, at Jack har lavet en særlig aftale med ejeren af stedet. Så vi får lov til at hoppe køen over.

Det kan godt være, at bitcoin ikke er helt så praktisk at bruge endnu, men i det mindste får man opmærksomhed, hvis man skulle være skør nok til at arrangere en hel pubcrawl på kryptovalutaen!

»Bitcoin… Er det ikke det der på internettet,« spørger dørmanden.

»Jeg ved ikke engang, hvordan det fungerer.«

Det gør de åbenbart heller ikke på Bar7, som er næste destination. Her har de desværre ikke fået sat bitcoin-løsningen op endnu, så vi må tage til takke med nogle gratis mojitoer og en lovning om, at systemet nok skal komme op at køre som undskyldning.

Musikken er også ret høj, så det er svært at høre, hvad folk siger.

Jeg når dog at overhøre, at it-udvikleren Ulrich er meget interesseret i bitcoin, og måske en dag håber at gå »all-in« på kryptovalutaen, som han formulerer det.

På de næste barer fungerer betalingen upåklageligt. Faktisk går det en smule hurtigere end at betale med dankort, og pludselig er vi ikke så meget nogle særlinge, der gør livet besværligt for bartenderne og skaber kø. Vi er nattens teknologiske pionerer, der gøder jorden for milliarder af mennesker fremover.

Det bilder jeg i hvert fald mig selv ind. Eller også er det promillerne der taler.

Projekt bitcoin: Jack vil overleve på bitcoin i hele marts måned 2015. Målet er at se, hvor langt man kan komme med bitcoin i dag uden at bruge hverken kontanter eller dankort. Følg hans løbende udfordringer med eksperimentet her på Version2 og på Twitter.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere