Økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA) vil annullere den bekendtgørelse, der siger, at kommunernes it-indkøbsselskab, Kombit, er undtaget fra offentlighedsloven.
Da offentlighedsloven blev vedtaget i 2013, blev over 50 offentligt ejede virksomheder undtaget fra loven. Men nu sender ministeren snart et udkast til en ændringsbekendtgørelse om Kombit i høring.
Det skriver Politiken.
»Jeg har haft lejlighed til at se nærmere på, hvad der vejer for og imod i Kombits tilfælde. Offentlighed vejer tungere end de forretningsmæssige hensyn. Derfor dropper vi nu Kombits undtagelser i offentlighedsloven,« siger Simon Emil Ammitzbøll-Bille til avisen.
Det kommer også til at gælde tre ejendomsselskaber under Kombit.
Det var forløbet omkring den proces, der ledte op til, at Kombit i januar 2018 skrev under på en 125 millioner kroners kontrakt om et nyt valgsystem fra DXC Technology og underleverandøren Smartmatic, som ligger bag ministerens beslutning.