Øget opbakning til nyt it-sikkerhedsråd

Den eksilerede formand for Dansk IT's it-sikkerhedsråd Kim Aarenstrup er nu klar med de helt tunge spillere i nyt it-sikkerhedsråd.

Fra at have været et enmandsfortagende har Kim Aarenstrup, der tidligere var formand for Dansk IT's it-sikkerhedsråd, nu fået samlet en række centrale aktører og interesseorganisationer til sit nye, uafhængige it-sikkerhedsråd.

Sikre fremtidens digitale velfærdssamfund

I en netop udsendt pressemeddelelse angives det nye Rådet for Større IT-sikkerhed for at være en realitet med støtte fra blandt andet Dansk Standard, Prosa, DKUUG og IT-Politisk Forening.

Rådet har konstitueret Kim Aarenstrup som formand, der til daglig er it-sikkerhedschef i A.P. Møller ? Mærsk:

»It-udviklingen går eksplosivt hurtigt. Hvis vi skal sikre fremtidens digitale velfærdssamfund, er der brug for en uafhængig instans, der kan fokusere på it-sikkerhed og beskyttelse af personoplysninger, og hvor sagen går forud for de enkelte aktørers egne dagsordener. Derfor etablerer vi nu Rådet for Større IT-sikkerhed,« siger han i pressemeddelelsen.

Persondatasikkerhed og terrorbekæmpelse

Kim Aarenstrup smækkede med døren i Dansk IT's it-sikkerhedsudvalg, med netop den begrundelse, at Dansk IT satte deres egne interesser højere en it-sikkerhedsrådets.

I første omgang vil Rådet for Større IT-sikkerhed fokusere på de aktuelle politiske problemstillinger i forhold til it-sikkerhed, hvilket blandt andet betyder beskyttelse af personoplysninger i forbindelse med digitaliseringen af sundhedssektoren og den offentlige sektor generelt, men også spørgsmål om myndigheders muligheder for overvågning og terrorbekæmpelse uden at krænke borgernes frihedsrettigheder, vil blive behandlet.

Satser på Finansloven

Rådets aktiviteter vil med tiden blive udvidet, så der kommer fokus på alle aspekter omkring it-sikkerhed og personoplysninger i det digitale velfærdssamfund, hedder det videre.

Indtil videre finansieres rådets arbejde via sponsoraftaler, men det er målet at opnå delvis offentlig finansiering via Finansloven på samme måde som Rådet for Større Færdselssikkerhed og Forbrugerrådet.

Hilser ny komite velkommen

Kim Aarenstrup bruger også lejligheden til at række en hånd frem til den nyetablerede it-sikkerhedskomite under videnskabsminister Helge Sander:

»Jeg ser den seneste tids debat om it-sikkerhed som et sundhedstegn og udtryk for, at vores demokratiske traditioner fungerer. Jeg er meget glad for den store opbakning til at etablere et 100 procent uafhængigt, stærkt og bredt funderet råd, som kan være med til at sætte den offentlige dagsorden. På vegne af Rådet for Større IT-sikkerhed kan jeg samtidig udtrykke opbakning til den it-sikkerhedskomité, som Helge Sander har nedsat. Vi mener ikke, den er placeret centralt nok i den offentlige administration, men vi vil bistå komiteens vigtige arbejde på alle de måder, vi kan,« siger han ifølge pressemeddelelsen.

Som midlertidigt forretningsudvalg blev valgt følgende:

Kim Aarenstrup, A.P. Møller - Mærsk A/S (formand)
Niels Madelung, Dansk Standard (næstformand)
Christian Wernberg-Tougaard (ordførende vedr. oplysning, viden og uddannelse)
Charlotte Bagger Tranberg, Ålborg Universitet
(ordførende vedr. jura/forskning)
Niels Christian Juul, RUC (ordførende vedr. it-sikkerhed/forskning)

Øvrige deltagere på det stiftende møde, der blev afholdt hos Dansk Standard i midten af marts, var:

Brian Birkvald, ISSA-Nordic
Keld Simonsen, DKUUG
Kurt Frederiksen, IT-politisk forening
Steffen Stripp, Prosa
Lars Neupart, ISACA, Denmark Chapter

Det egentlige stiftende møde vil blive afholdt den 19. maj 2008.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (1)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere