Odense tyvstarter med digital post - borgerne står i kø for at blive fritaget
Fra i dag er digital post blevet obligatorisk for 77.000 borgere i Odense kommune. Syv måneder før resten af borgerne i hele landet skal være på fra 1. november. Det sker som en del af et forsøg, hvor 40 procent af kommunens befolkning – nærmere betegnet børnefamilier og boligejere - skal agere testpiloter, så kommunen kan indsamle erfaringer, inden alle andre skal på digital post. Målet er at minimum 80 procent skal være tilmeldt fra 1. november.
Men det er ikke alle, der ser lige lyst på den nye kommunikationskanal. Og siden der fra 1. marts blev åbnet op for fritagelser hos borgerservice, er det gået stærkt med henvendelser fra folk, der gerne vil undgå at få tvangsdigitaliseret deres post. Ifølge Birgitte Hjelm Paulsen, der er chefkonsulent hos Odense Kommune, står folk bogstaveligt talt i kø for at blive undtaget.
»I sidste uge havde vi fritaget cirka 2.000. Og jeg har hørt her til morgen, at de står i kø nede i borgerservice for at blive fritaget. Så vi får nok fritaget ret mange over de kommende dage,« siger Birgitte Hjelm Paulsen, der er chefkonsulent hos Odense Kommune, til Version2.
Birgitte Hjelm Paulsen tilføjer, at man regner med at skulle fritage omkring 7.000 medlemmer af den tyvstartende gruppe, og at de ældre udgør en stor del af den gruppe, der ikke ønsker at kommunikere digitalt med det offentlige.
De ældre vil slippe
Tal fra Digitaliseringsstyrelsen underbygger Birgitte Hjelm Paulsens udtalelser. De viser nemlig, at borgere i aldersgruppen fra 75 år og op har en lavere tilmeldingsprocent til digital post end landsgennemsnittet, ligesom de dominerer statistikken for fritagelser.
Og hos Ældresagen udtrykker jurist Ingrid Stockholm Lauridsen da også begejstring for, at det er blevet muligt at undgå digital post. Hun kritiserer dog de fritagelsernes begrænsede varighed på to år.
»Vi får mange henvendelser fra folk der er nervøse over digital post, så det er meget vigtigt, at fritagelsesmulighederne er kommet. Men vi så gerne, at det ikke var en toårig fritagelse, men en permanent løsning. Hvis man bliver fritaget fordi, man ikke kan bruge en computer, så er det jo ikke sikkert, at man kan bruge den to år efter,« siger Ingrid Stockholm Lauridsen, til Version2.
Ældresagen skal i næste uge mødes med Lars Frelle-Petersen, der er direktør i Digitaliseringsstyrelsen, for at diskutere mulighederne for at gøre alle fritagelser permanente. På landsplan er der pr 21. marts fritaget 31.748 borgere fra digital post.
Løsningen er i det seneste år blevet kritiseret fra flere kanter, blandt andet af to forskere, der har undersøgt det økonomiske grundlag for digital post. De konkluderede, at systemet har kostet kommunerne millioner af kroner i beskåret bloktilskud.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.