Oculus-stifter: Virtual reality kommer til at erstatte smartphones

Virtual reality kommer til at blive så ubesværet at bruge, at det vil erstatte smartphones, lyder den ambitiøse spådom fra skaberen af VR-brillen Oculus Rift.

Hvis der er en ting, som er på alles læber til årets måske største tech-konference Web Summit 2015 i Dublin, så er det virtual reality (VR).

Adskillige startups er i gang med at udvikle ny hardware og software, der skal gøre de virtuelle oplevelser endnu mere virkelighedsnære.

De fleste er dog enige om, at vi ikke helt er der endnu, hvor virtual reality bliver mainstream - og faktisk kommer til at nedbryde grænsen mellem virkelighed og konstrueret virkelighed.

Men på sigt er der ingen tvivl, når man spørger stifteren af selskabet bag VR-brillen Oculus Rift og altså en af hovedmændene bag den nylige popularisering af VR-teknologien, Palmer Luckey.

»Det kommer helt sikkert til at blive mainstream,« fortæller han under Web Summit 2015 i Dublin.

VR-briller har hidtil været til spilsimulationer

Det meste af indholdet til VR-briller har indtil videre været forskellige spil og simulationer, men det er ifølge Luckey misvisende for fremtiden.

»Det er en fejlopfattelse, at VR er en spilteknologi. Det er en relativt ny idé. I 1970-90’erne handlede det ikke om gaming. Der var der tale om parallelle digitale universer,« siger han og fortsætter:

»Folk har brug for gode computere og grafikkort i dag, men i fremtiden vil det ikke være nødvendigt. I takt med, at VR bliver bedre, og kvaliteten nærmer sig det virkelige liv, så vil alle kunne få noget ud af teknologien.«

Oculus arbejder på dufte og andre sanseindtryk.

De fleste VR-oplevelser har indtil videre fokuseret udelukkende på synssansen, men det er kun begyndelsen.

»Vi arbejder på dufte, følelse og alle disse andre aspekter. Der er en grundlæggende haptisk feedback i Oculus Touch, som kommer til at simulere noget af det. Det kommer til at tage lang tid, før jeg kan føle denne sofa i virtual reality,« siger Palmer Luckey og peger på den sofa, han sidder i, og fortsætter:

»… men det kommer til at ske.«

Oculus Rift udkommer i starten af 2016 sammen med en række andre virtual reality-briller såsom Playstation VR og HTC Vive.

I første omgang er det store og relativt klodsede headsets, der skal forbindes med enten en computer eller konsol. Samsungs Gear VR fungerer med en smartphone.

Oculus-stifteren kan ikke konkret forklare, hvordan teknologien vil blive mere brugervenlig i fremtiden. Det afholder ham dog ikke fra at spå om, at den i en eller anden form kommer til at erstatte smartphones.

»Hvis du ser tilbage på fortiden, så har vi kun sort og hvid-fotografier, så du kan tænke: ‘Wow, ingen video eller farver’. Jeg tror, at de videooptagelser, som vi taler om i dag, kommer til at føles på samme måde om et par årtier. Så vil vi sige: 'Wow, er det ikke vildt, at vi kun kunne dele vores oplevelser på de der små firkantede tingester?’,« siger han og indrømmer, at det kommer til at tage flere årtier at raffinere især videofortællinger i virtual reality.

Læs også: Google fintuner brug af gyroskop og accelerometer i Virtual Reality-app

Oculus blev opkøbt af Facebook i sommeren 2014 for den nette sum af knap 14 mia. kr.

En mulig handel blev for første gang nævnt, da Facebook-stifter Mark Zuckerberg tidligere besøgte Oculus-skaberne. I første omgang havde det ifølge Palmer Luckey ikke været på tale, at Facebook skulle købe VR-opfindernes virksomhed.

Det viste sig dog, at Mark Zuckerberg delte Palmer Luckeys vision om en digital verden, der kan sanses og eksisterer parallelt med vores egen.

»Så ville vi bare ende med at blive konkurrenter,« siger Palmer Luckey, der derfor indvilgede i at sælge sit livsværk til det sociale medie.

»Jeg ved, at virtuelle verdener vil blive større og vigtigere end nogensinde. De digitale og fysiske verdener vil eksistere sammen og ændre på, hvordan vi opfatter, hvad der er virkeligt. Det hele afhænger af, hvor let det er at interagere med de virtuelle oplevelser. Hvis VR bliver tilstrækkeligt godt, så vil det udviske grænsen mellem, hvad der er virkeligt og virtuelt,« siger han.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere