Obama vil sikre USA en exaflop-supercomputer

USA skal være blandt de første til at tænde for en supercomputer med en regnekraft på mere end én exaflops.

Den næste psykologiske grænse for verdens største supercomputere er én exaflops - svarende til 10^18 kommatalsoperationer pr. sekund - men det er ikke en grænse, der brydes af sig selv. Derfor har USA's præsident Barack Obama etableret en ny organisation, som skal sørge for, at amerikanske forskere får adgang til supercomputerkræfter i exaflops-klassen.

Den kraftigste kendte supercomputer er i øjeblikket kinesisk og har en regnekraft på 33,9 petaflops. Exaflops-computere vil altså være 30 gange kraftigere end den kraftigste i dag. Verdens 500 kraftigste kendte supercomputere har tilsammen en regnekraft på 363 petaflops, så der er et stykke vej op til exaflops-grænsen.

Med den nuværende teknologi vil det være upraktisk at bygge en supercomputer med en kapacitet på en exaflops, da energiforbruget alene ville kræve et mindre kraftværk.

Selvom Kina har den kraftigste enkeltstående supercomputer, så har USA stadig 46 procent af de hurtigste supercomputere og er også det land med den største samlede regnekraft.

Det er dét, det nye tiltag fra præsidenten skal føre videre ind i exaflops-alderen for blandt andet at sikre amerikanske forskere adgang til at kunne forske inden for medicin og biologi, hvor supercomputere er begyndt at spille en vigtigere rolle.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere