Obama: Ingen internet-fastlanes til de store virksomheder

Store virksomheder skal ikke kunne betale internetudbyderne til at kunne få deres sider hurtigere frem mener den amerikanske præsident.

Barack Obama, USA's præsident, vil have internetudbydere reguleret som var de forsyningsvirksomheder, så de på den måde ikke kan give såkaldte ”fast-lanes” eller hurtige baner, til de, som er villige til at betale ekstra for det. Det skriver Reuters.

Sagt simpelt: Ingen service skal leveres langsomt, fordi de ikke betaler prisen, sagde Obama, som uddyber, at den form for gatekeeping, som udbyderne af internettet kan komme til at stå for, vil kunne kvæle den iværksætterånd, som gør, at internettet gror.

Obama siger samtidig, at de nye regler skal gælde lige så meget for mobilt netværk som for fastnet.

De nye tiltag er selvsagt ikke lige velkomne alle steder. Både kabeludbydere, teleselskaber og republikanere har protesteret over de øgede reguleringer.

Tom Wheeler, formand for FCC – Federal Communications Commision – har foreslået nye regler, som skal forhindre udbyderne i at blokere indhold, men samtidig skal lovliggøre at virksomheder, som leverer indhold til internettet kan indgå ”kommercielt rimelige” aftaler, som gør at deres applikationer kører glat og hurtigt.

Det forslag fik efterfølgende fire millioner kommentarer med på vejen, og interessegrupper mener, at forslaget vil give de store virksomheder hurtige baner og de små de langsomme veje ud til forbrugerne.

Wheeler sagde mandag, at han også er i mod hurtigere baner til betalende indholdsudbydere, og at lovgivningen skal laves ordentligt, og dermed trækker han i land i forhold til sin tidligere udmelding, tilsyneladende presset af Obama.

Hos republikanerne og internetudbyderne mener de, at Obama er ved at regulere, hvilket de er utilfredse med. Republikanerne kalder det blandt andet Obamacare for internettet, mens internetudbyderne siger, at lovene, som skal regulere internettet, som var det et forsyningsselskab, vil få den modsatte virkning.

Udbyderne siger samtidig, at de ikke vil lave den slags betalte prioriterings-aftaler, men at de stejler over at blive reguleret.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (4)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Martin Kirk

Det som er fuldstændig grotæsk er at FORBRUGERNE ALLEREDE BETALER FOR INTERNETTET !

Hvis ISP'erne ikke kan levere hvad de lover (båndbredde) er det DEM som har et problem, ikke dem som benytter internettet (forbrugere / services) !

så må de jo så udbygge dere net, eller fakturere i forhold til hvad de kan levere.

  • 1
  • 4
Søren Larsen

Alternativt kan virksomhederne bruge pengene på at optimere deres hjemmesider og derved få dem loaded hurtigere. Man tager sig til hovedet en gang imellem når man udsættes hundredevis af reklamer, trackere og andet crap som gør at siderne tager en evighed om at blive vist.

  • 5
  • 0
Rasmus Iversen

Det er den republikanske Senator Ted Cruz, der har kaldt initiativet for "Obamacare for internettet". Han er en Tea Party-radikal fløjspiller, og at sidestille ham med "Republikanerne" er decideret forkert. Særligt i kontekst af det netop overståede midtvejsvalg, da de fleste republikanske medlemmer af Kongressen p.t. anstrenger sig for at samarbejde lidt mere med Demokraterne end de plejer.

  • 2
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere