År 2013 er forbi, og dermed er tid til at se på, hvor gode alle I Version2-læsere var til at spå om årets gang. Hele 1.329 læsere deltog i nytårsquizzen for 2013, men ingen fik 13 rigtige. Tættest kom Tim Nielsen med 12 rigtige svar, og han blev derfor vinderen af tre flasker god rødvin. Stort tillykke.
Antallet af rigtige svar var gennemsnitligt 7,1 og medianen 7, så vi kan konkludere, at Version2’s læsere i gennemsnit var en smule bedre til at forudse fremtiden end en abe eller andre, som ville gætte helt uden forudsætninger.
Her er spørgsmålene, svarene samt andelen af rigtige svar:
1) Har Windows Phone en markedsandel blandt smartphones på verdensplan på 5 procent eller derover i tredje kvartal?
Nej - ifølge analysefirmaet Gartner lå Windows Phone-andelen på 3,6 procent i tredje kvartal. [35 procent gættede rigtigt]
2) Er NemID lanceret i en mobiludgave?
Nej - men en løsning er på vej, lover Digitaliseringsstyrelsen. [42 procent]
3) Har den danske virksomhed Lumigon sendt en telefon på markedet?
Ja, den flere gange forsinkede telefon T2 kom til salg - men kun via ganske få internationale webbutikker. [40 procent]
4) Har KMD varslet en fyringsrunde efter reglerne om masseafskedigelser?
Ja, både i slutningen af januar og i oktober meldte KMD ud om massefyringer. I alt blev over 300 ansatte fyret eller fratrådte selv i de to runder. [63 procent]
5) Er Nokia blevet opkøbt?
Ja - Microsoft valgte i september at købe hele Nokias mobiltelefondivision for 40 milliarder kroner. Det førte til mange spekulationer om Stephen Elops motiver som direktør for Nokia, især da det kom frem, at han fik en stor bonus ud af at sælge til sin tidligere arbejdsgiver. [25 procent]
6) Overlever RIM som selvstændigt selskab?
Ja. Research in Motion - som skiftede navn til Blackberry - har haft et år med mange nedture og et gigantisk underskud på 24 milliarder kroner på ét kvartal. Men firmaet er stadig sig selv og fik skudt nye midler ind, ligesom direktøren blev skiftet ud. [47 procent]
7) Lancerer Microsoft en "Windows på abonnementsbasis" til forbrugersegmentet?
Nej, Microsoft har promoveret Office 365 på abonnementsbasis kraftigt, men har ikke brugt samme model på Windows til forbrugere. [78 procent]
8) Har Version2 lanceret sit eget ølmærke?
Nej, selvom samarbejdet med DTU’s bryglinje er i fuld gang, kom der ingen Version2-øl i 2013. [89 procent]
9) Ophæver de danske internetudbydere DNS-blokeringen af thepiratebay.org?
Nej, her er alt, som det plejer. I Storbritannien indførte i 2013 i øvrigt et helt nyt lag af filtrering af internettet, nemlig det berygtede pornofilter, som en internetkunde aktivt skal bede om at få slået fra. [87 procent]
10) Er Meg Whitman stadig administrerende direktør for HP?
Ja. Ifølge to danske HP-chefer har hun fået genskabt de klassiske værdier hos HP, efter nogle ’turbulente år’, med hurtige direktørskift og en zigzaggende kurs. [71 procent]
11) Har Apple lanceret et fladskærms-tv?
Nej. Der var ingen helt nye produkttyper fra Apples hånd i 2013, hverken et Apple-ur eller et Apple-tv. [30 procent]
12) Er der flere Windows 8-brugere end Mac OS-brugere blandt Version2’s besøgende?
Nej. Windows 8 fik ikke så hurtig en udbredelse, som Microsoft håbede, og blandt Version2-besøgende i de første tre uger af december brugte kun 5,7 procent Windows 8, mens 9,5 procent bruger Mac OS. En del besøg sker nok med arbejdscomputeren, hvilket også spiller ind. [48 procent]
13) Har folketinget vedtaget en lov, der tillader digitale valghandlinger?
Nej, lovforslag L132 om forsøg med digitale stemmemaskiner til folketingsvalg fik ikke flertal, da både Enhedslisten, Dansk Folkeparti, Konservative og Venstre valgte at stemme nej. Det skete efter en intens debat på Version2.dk og til et velbesøgt debatmøde, hvor politikerne kunne møde eksperter og diskutere for og imod. [53 procent]

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.