Nu skal det være lettere at tjekke, om it-sikkerheden på websites, mailservere og internetforbindelser er i orden.
Det er i hvert fald ambitionen med et nyt værktøj ved navn sikkerpånettet.dk, som DK Hostmaster står bag sammen med en række offentlige myndigheder og private organisationer.
Værktøjet skal hjælpe virksomheder, organisationer og privatpersoner med at teste, om deres egne forbindelser og hjemmesider er opdaterede og sikre. Derudover skal det vejlede til, hvordan man kan skrue op for sikkerheden.
Det nye værktøj møder opbakning fra Digitaliseringsstyrelsen, som peger på, at værktøjet er særligt relevant i en tid, hvor Danmark står overfor alvorlige cybertrusler, og hvor hackerangreb hele tiden bliver mere avancerede.
DK Hostmaster oplyser, at værktøjet tager udgangspunkt i de nationale it-anbefalinger fra Center for Cybersikkerhed.