Nyt tidsskrift skærer ind til benet af open source-jura

Et nyt tidsskrift sætter fokus på juraen omkring open source-software. Et hold open source-jurister står bag tidsskriftet, der udkommer to gange årligt.

Et nyt tidsskrift skærer de juridiske dele af open source-verdenen ud i småbidder og serverer dem i artikelform i håbet om at gøre jurister klogere på emnet.

International Free and Open Source Software Law Review (IFOSSLR) er titlen på det 'peer reviewed' tidsskrift, som er sat i søen af European Legal Network ? et hold af jurister samlet af open source-organisationen Free Software Foundation, som i øvrigt hævdes ikke at have nogen redaktionel indflydelse på bladets indhold.

IFOSSLR er netop udkommet i sin første udgave, og det bliver blandt andet hilst velkommen af Open Invention Network, der på det seneste har været aktiv i sagen mellem Microsoft og GPS-producenten Tomtom.

Microsoft sagsøgte i februar Tomtom for at krænke otte softwarepatenter, heraf tre med relation til Tomtoms implementering af Linux-kernen.

»Det er kun passende, at tidsskriftet fokuserer på juridiske aspekter af open source, der relaterer sig til patenter og andet, eftersom vi har brug for et forum til at diskutere og debattere kritiske juridiske emner,« udtaler direktøren for Open Invention Network, Keith Bergelt, i en pressemeddelelse.

Tidsskriftet udkommer to gange årligt og kan hentes gratis på www.ifosslr.org og reproduceres under Creative Commons-licensen.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (3)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere