Nyt samarbejde: Sådan skal spilteknologi bruges i industri og videnskab

Illustration: Alexandria Instituttet
Når du spiller et af dine yndlingsspil, eksempelvis Fortnite, kan det kun lade sig gøre, fordi spilindustrien i løbet af de seneste år har udviklet teknologier, der dynamisk streamer den nødvendige data ind i din computer og dit grafikkort. Det har åbnet nye og store verdener for gamere, hvor 'open world'-spil bliver stadigt større. Nu vil et nyt projekt bruge teknologierne til at åbne nye verdener for industri og videnskab.

Et samarbejde mellem Alexandra Instituttet, Teknologisk Institut og Aarhus Universitet skal gøre det muligt at visualisere meget store datasæt fra røntgen og neutronfaciliteter i 3D.

Det er teknologier, der normalt bliver brugt i spilindustrien, som skal gøre visualiseringen mulig.

Selvom datamængden overstiger grafikkortets hukommelse flere gange, tillader teknologierne, som i løbet af de seneste årtier er blevet udviklet, at man altså nu effektivt kan visualisere 3D-scanninger i høj kvalitet.

Læs også: 24-årige Jessica vandt IBM's første kvante-hackathon: »Kan man lave noget fornuftigt med 53 qubit?«

Når du bevæger dig rundt i flere af de store ’open world’-spil, såsom eksempelvis Grand Theft Auto (GTA) eller Red Dead Redemption (RDR), kan det kun lade sig gøre i kraft af, at spilmotorerne bruger dynamisk datastreaming og level-of detail.

I stedet for at al data indlæst på én gang, bliver det i stedet streamet løbende ind.

»De her scanninger er i så høj opløsning, at de fulde 3-dimensionelle datasæt ofte ikke kan importeres i eksisterende software. Det skyldes blandt andet, at traditionelle softwarepakker bygger på antagelsen, at hele datasættet fra start kan lægges over i grafikkorthukommelsen. Men denne tilgang bryder sammen, hvis datamængden overstiger den tilgængelige hukommelse,« udtaler Thomas Kim Kjeldsen, Senior Computer Graphics Engineer på Alexandra Instituttet, i en pressemeddelelse.

Muligheden for at visualisere røntgen- og neutronmateriale åbner også for muligheden for at få en indsigt i materialers egenskaber på atomart niveau.

Det kan potentielt muliggøre udvikling af nye materialer, der kan bruges i forskellige industrier.

Danmark og Sverige udvikler neutronfaciliteter

I Lund er European Spallation Source (ESS) ved at blive opført.

Læs også: Kultspillet Doom brugte militært udviklet datastruktur til sin banebrydende grafik-engine

Det bliver opført i et samarbejde mellem Danmark og Sverige og vil blive en af verdens mest avancerede neutronfaciliteter.

Her kommer den nye 3D-visualiseringssoftware ind som en mulighed for hurtigt at visualisere de resultater, der kommer fra ESS.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere