Nyt NemLog-in ramt af leverandørproblemer: Forsinkes i 9 måneder

Illustration: Screenshot
Det nye NemLog-in, der er single-sign-on og brugerrettighedsstyring til offentlige digitale selvbetjeningsløsninger, bliver forsinket med 9 måneder. Ifølge Finansministernen skyldes det COVID-19-relaterede problemer hos leverandøren, Nets Danid.

Det nye NemLog-in bliver forsinket i 9 måneder, og projektafslutningen må udskydes til sommeren 2022.

Det skriver Finansminister Nicolai Wammen (S) i en orientering til Folketingets Finansudvalg.

Oprindeligt skulle projektet være færdiggjort 30. september 2021, men den deadline er nu skubbet til 1. juli 2022 - og følge ministeren skyldes det problemer hos leverandøren.

»Ændringen skyldes, at projektet har været præget af en række forsinkelser hos leverandøren, som har resulteret i re-planlægning flere gange. Leverandøren havde bl.a. planlagt at mitigere forsinkelsen med en omfattende opmanding, som dog måtte udsættes på grund af COVID-19. Forsinkelserne kan således dels tilskrives COVID-19, dels andre forhold hos leverandøren,« skriver ministeren.

Læs også: Nets DanID vinder trecifret millionkontrakt på nyt NemLog-in

Det nye NemLog-in udvikles af Nets Danid, der indgik kontrakt med Digitaliseringsstyrelsen i december 2018, mens det nuværende NemLog-in leveres af NNIT.

Og ifølge Nicolai Wammen har Nets som følge af forsinkelserne nu tilført flere ressourcer til projektet.

Læs også: MitID, NemLog-in og ejendomsvurderinger: Coronavirus presser kritiske it-projekter

Forsinkelsen kommer dog til at betyde, projektet får 2 separate go live-datoer.

»Forsinkelsen medfører, at idriftsættelsen af NemLog-in3-løsningen deles op i to go-lives. Det første go-live den 19. april 2021 leverer den offentlige MitID-broker, som vil gøre det muligt for borgere at logge på med deres MitID på offentlige tjenester. Det andet go-live den 6. december 2021 leverer den nye erhvervsløsning, MitID Erhverv, som skal erstatte NemID medarbejdersignatur. Samlet set udskydes leverancens go-live dermed godt 12 måneder fra den 30. november 2020 til den 6. december 2021,« skriver Nicolai Wammen.

Forsinkelsen har ikke direkte konsekvenser for slutbrugerne, da den eksisterende løsning fortsat vil være tilgængelig, indtil overflytningen af slutbrugere er gennemført.

»Overflytningen af brugere vil primært foregå i perioden december 2021- april 2022 (hovedmigreringen), dog med mulighed for migrering frem til december 2022,« skriver ministeren.

Da Digitaliseringsstyrelsen lancerede udbuddet, blev kontrakten vurderet til en værdi af 250 millioner kroner. Den samlede projektøkonomi er i dag 319 millioner kroner.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (3)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#4 Louise Klint

Er der ikke også noget med, at moderskibet har haft travlt med at flirte og kissemisse med en italiener? Som nu er endt op med kirkebryllup, det store udtræk og en medgift på 45 milliarder?

https://www.berlingske.dk/business/nets-fusionerer-med-italiensk-betalin... https://www.berlingske.dk/virksomheder/guldregn-over-nets-medarbejdere-t...

I det lys er hele den danske befolkning jo blot en ”slutbruger”, som finansministeren så fint (be)skriver det.

  • 1
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere