Efter tre døgn i sidste uge, hvor danskerne blev bedt om at vente med opgradering af Java, hvis de skulle bruge NemID, kan den - sikkerhedsmæssigt ganske horrible - anbefaling nu flyttes over til Internet Explorer.
Har man opdateret Windows 8 til version 8.1 og dermed fået den nyeste version af Internet Explorer med i købet, version 11, kan man ikke bruge NemID på offentlige tjenester som borger.dk eller skat.dk.
Prøver man at bruge NemID på Nemlogin, som er statens fælles login-portal, får man nemlig en fejlmeddelelse, rapporterer en række læsere, ligesom Version2’s egen test bekræfter problemet. Nemlogin beder om, at man bruger en browser, der er understøttet, herunder Internet Explorer 7 eller nyere.
Løsningen - udover at finde en anden browser frem - peger på, hvad problemet er. Beder man Internet Explorer fortælle Nemlogin, at den er version 10 i stedet for 11, er der ingen problemer. Det tyder på, at Digitaliseringsstyrelsen, som står bag Nemlogin, har glemt at tage højde for, at Microsoft sendte den nye version af Internet Explorer på gaden den 17. oktober.
Internet Explorer 11 bliver understøttet af NemID, når den bliver brugt i netbanker og hos private udbydere, som ikke bruger den mere komplicerede OCES-version af NemID, som den offentlige sektor skal bruge. Og da fejlen dermed ikke ligger hos Nets DanID, som står bag NemID, er der ingen information her om problemet, rapporterer en læser, der i stedet blev bedt om at ringe til supporten.
Version2 bad mandag eftermiddag Digitaliseringsstyrelsen om en opklarende kommentar og afventer svar.