Nyt nedbrud hos CPR: Online-tjenester nede i 12 timer

Opdateret: Et nedbrud hos CPR-tjenesten, der varede fra søndag nat til klokken 12.05 mandag gav problemer med en webapplikation til at oprette nye kodeord på nettet. Fejlen skyldtes flytning af applikationen fra én server til en anden.

Siden søndag nat har der været problemer med CPR-tjenestens onlineservices. Det oplyser en læser til Version2, og hos CPR-kontoret bekræfter en kortfattet fejlmeddelelse, at der har været problemer.

»Der er i øjeblikket driftsproblemer med enkelte af CPR's onlinesystemer. Der bliver arbejdet på at løse problemerne. Vi giver besked her på hjemmesiden, når problemet er løst. Vi beklager ulejligheden,« står der i en nyhed på CPR-kontorets hjemmeside.

Kontorchef i CPR-kontoret Carsten Grage fortæller dog, at problemerne er blevet løst, og at nedbruddet kun ramte CPR's webapplikation, der styrer oprettelsen og reaktivering af kodeord.

»Problemet skyldtes, at CSC har flyttet systemet fra en server til en anden, og det er i den forbindelse, at der er opstået driftsproblemer,« siger Carsten Grage til Version2.

Skulle man oprette et nyt NemID eller ad anden vej have tjekket, at et CPR-nummer er gyldigt, var der således ikke problemer.

Sidst i juni havde CPR-kontoret også problemer, dog i lidt større skala. Her kunne brugerne ikke blive CPR-valideret, og virksomhederne kunne tilsvarende ikke CPR-validere brugerne.

Læs også: CSC ramt af nedbrud i CPR-tjeneste siden søndag eftermiddag

Det er CSC, der leverer tjenesten, og i juni skete nedbruddet kort efter, at over 400 Prosa-medlemmer havde afsluttet en storstrejke gennem det meste af juni. Men Carsten Grage afviser, at driftproblemerne skyldes sommerens CSC/Prosa-konflikt.

»Det sker fra tid til anden, at der er mindre driftsforstyrrelser. Det har ikke noget med CSC at gøre, de leverer en stabil tjeneste,« siger han til Version2.

Så det får ikke nogen konsekvenser for CSC?

»Nej. CSC rapporterer hver måned til os om overholdelse af tilgængelighed, og der tager man stilling til, om driftsforstyrrelser skal udløse bod. Det er en helt standardprocedure,« siger Carsten Grage til Version2.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere