Årelange forsinkelser og milliarddyre ekstraregninger har været virkeligheden for EFI, Polsag, Amanda og flere andre af statens it-projekter, der på grund af kompleksitet er kuldsejlet og endt i bunken af skandalesystemer.
Men det skal være slut, hvis man bare tager en ny teknologi til at forenkle digitaliseringsprojekter i brug, mener professor Thomas Hildebrandt, som forsker i digitalisering af arbejdsgange og forretningsprocesser ved Datalogisk Institut på Københavns Universitet.
Han er en af hovederne bag den nye metode, som et hold forskere fra Datalogisk Institut, IT-Universitetet og virksomheden DCR Solutions har udviklet efter 10 års forskning.
Teknologien beskriver love, regler og aktiviteter i en arbejdsgang i stedet for at beskrive den præcise rækkefølge i arbejdet, skriver Datalogisk Institut i en pressemeddelelse.
»Gennem årene har man brugt masser af penge på at lave store forkromede kort over organisationens arbejdsgange, men uden at det har virket i praksis. Vores nye teknologi har en enklere og agil tilgang, der tager udgangspunkt i at beskrive de regler og love, som en offentlig myndighed skal overholde,« siger Thomas Hildebrandt i pressemeddelelsen.
Ultrakomplekse
Thomas Hildebrandt håber på, at teknologien kan hjælpe med at undgå ineffektive eller direkte ulovlige it-systemer i fremtiden, som vi eksempelvis så med gældsinddrivelsessystemet EFI, som blev dømt ulovligt og lukket i 2015.
Ifølge ham er rigide og meget komplekse it-systemer, der aldrig bliver testet ordentligt, en af de store årsager til, at mange store projekter må lade livet.
»Det går galt, når man beskriver idealiserede arbejdsgange og tror, man har overblikket, inden systemet tages i brug. Ofte uden at involvere brugerne med den faglige ekspertise. Det er en fabriksagtig tankegang, som kun virker på processer, der er meget forudsigelige,« siger han i pressemeddelelsen.
Hvis den nye teknologi bliver bygget ind i kommende it-systemer, vil de være langt nemmere at tilpasse undervejs, mener han. Teknologien bygger på regelsproget DCR (Dynamic Condition Response) og er allerede taget i brug af it-leverandøren KMD og af flere danske kommuner.