Nyt hul i Quicktime under Windows

Sikkerhedseksperter mener at have fundet frem til et nyt hul i Apples medieafspiller Quicktime.

Sikkerhedseksperter har ifølge Infoworld.com fundet frem til en sårbarhed i Apples medieafspiller Quicktime, der også bruges i pc-udgaven af iTunes. Sårbarheden kan beviseligt udnyttes på maskiner, der kører Windows Vista SP1 og Windows XP SP2. Formentligt er tidligere Windows-versioner uden de nævnte Service Packs også berørt.

Sårbarheden kan, ifølge de sparsomme detaljer offentliggjort på GNUCitizen's blog, udnyttes gennem en særligt indrettet mediefil. Når filen bliver åbnet på en klientmaksine, så tillader sårbarheden en hacker at overtage maskinen med de rettigheder, som den aktuelle bruger er logget ind med.

Ifølge sikkerhedseksperten Petko D. Petkov fra GNUCitizen's blog, så er det tvivlsomt, hvorvidt sårbarheden faktisk er blevet udnyttet. Ifølge Infoworld udtaler han:

»Jeg tvivler seriøst på, der er nogen, der ved, hvordan man udnytter denne sårbarhed,« siger han og tilføjer:

»Jeg har ikke delt detaljerne med nogen, og den faktiske sårbarhed er vanskelig nok til at være en prøvelse for selv de mest talentfulde hackere.«

Petkov har efter eget udsagn gjort Apple opmærksom på problemet.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere