Nyt dansk forskningscenter skal løse den akutte mangel på it-specialister
Vi skal til at vænne os til en ny forkortelse i den danske digitaliseringssfære. Direc.
Forkortelsen står for Digital Research Centre Denmark (Direc) og er et samarbejde mellem de danske universiteter og Alexandra Instituttet.
Det skriver Børsen.
Det er en anderledes tilgang end normalt, hvor universiteterne hver især konkurrerer mod hinanden i eksempelvis kampen om midler, fortæller Thomas Riisgaard Hansen, der er administrerende direktør for det nye center.
»Når man går ud og snakker med universiteterne, er de alle skarpe til noget, men de er ikke skarpe på de samme områder. Så vi blander kompetencer fra forskellige universiteter, og det er en kæmpe styrke. Vi har for eksempel nogle robotforskere nede omkring Syddansk Universitet, en AI-forsker i København, nogle der arbejder med store datamængder i Aalborg og nogle, der kender til forretningsforståelse på CBS. Vi kan nu skabe projekter, hvor vi mikser kompetencer for at stille det bedste team,« siger Thomas Riisgaard Hansen til Børsen.
Centret skal foruden banebrydende forskning også bidrage til at løse udfordringen med mangel på it-specialister herhjemme. En udfordring, der løbende rulles ud som et væksttruende fremtidsscenarium. Katastrofen skal afværges ved at ændre hele opfattelsen af it-faget blandt de unge. Det skal føre til en stigning på 35-40 procent i antallet af datalogistuderende ved de danske universiteter inden 2025. Derudover skal mængden af kvindelige studerende også hæves betydeligt.
Centret har fået 100 millioner kroner fra Innovationsfonden og satser på at få den private sektor til at skyde minimum 75 millioner kroner yderligere ind i arbejdet. Direktøren forsikrer om, at man allerede er godt på vej og på nuværende tidspunkt har samarbejde med flere end 40 virksomheder.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.