Nyt dansk AI-forskningscenter til 350 mio. kr. får verdensførende forsker i spidsen

Illustration: Nationalbanken
Nyt forskningscenter i Danmark om kunstig intelligens bliver det hidtil største. Centeret åbner i slutningen af 2021.

Danmarks Grundforskningsfond, Carlsbergfondet, Novo Nordisk Fonden, Lundbeckfonden og Villum Fonden går nu i kontraktforhandlinger med danske universiteter om etableringen af det hidtil største forskningscenter i Danmark om kunstig intelligens.

Det skriver Københavns Universitet i en meddelelse.

Med en finansiering på godt 350 millioner kroner fra fondene samt deltagelse fra Aalborg Universitet, Aarhus Universitet, DTU, IT-Universitetet og Københavns Universitet, vil centeret blive den mest ambitiøse satsning på forskning i kunstig intelligens i Danmark.

»Jeg er glad og stolt over, at Københavns Universitet forventes at skulle være vært for pionercentret. Det er et helt unikt samarbejde mellem fonde og universiteter som her vil pulje kræfterne for at forske i en af vor tids helt store teknologier. En teknologi, som har potentiale til at løse en lang række samfundsudfordringer,« siger Katrine Krogh Andersen, dekan på det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet, ifølge meddelelsen.

Danmark har fantastisk dataindsamling

Centret skal efter planen ledes af Københavns Universitet med forankring i Datalogisk Institut (DIKU) og af en verdensførende amerikansk forsker på området, Serge Belongie, som i dag er professor og prodekan på Universitetet Cornell Tech i USA.

Han ansættes som professor på DIKU.

»Danmark har en fantastisk velordnet dataindsamling på tværs af offentlige institutioner – data, som gør det muligt at udnytte mulighederne i kunstig intelligens og fx forudsige de tidligste stadier af brystkræft, overvåge truede dyrearter eller gøre byplanlægning smartere,« siger Serge Belongie i meddelelsen.

Centeret vil sigte efter at skabe samfundsmæssige påvirkninger inden for ti områder: Biotech, life- og sundhedsvidenskab, overvågning af klima og biodiversitet, lighed i sundhedsvæsnet, uddannelse, økonomisk vækst og entreprenørskab, krisehjælp, verifikation og validering af informationer, energi og infrastruktur, sikkerhed, etik og retssikkerhed, den offentlige sektor og det sociale område.

»Hvis vi for alvor lykkes med vores mål i centret, så vil der opstå et helt brand omkring kunstig intelligens og Danmark, som resten af verden har set det med fx møbeldesign og arkitektur,« mener Serge Belongie.

Centeret åbner i slutningen af 2021.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (1)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#1 Lars Pedersen

I det øjeblik AI'en begynder at finde forbudte sammenhænge imellem køn, race, alder, intelligens, social status, medfødte evner, kriminalitet, økonomi og meget andet, vil centeret stille og roligt blive lukket ned.

Dog først efter at man med alle midler har forsøgt at uddrive såkaldt bias.

  • 1
  • 2
Log ind eller Opret konto for at kommentere