Microsoft har løftet sløret for et nyt framework til brugerflader på tværs af platforme.
.Net Multi-platform App UI (MAUI) er planlagt til at gå i luften med .Net 6 og kommer i en tidlig udgave i november i år og officielt i 2021.
Det skriver mediet Infoworld.
Den nye platform, som blev afsløret på den netop overståede virtuelle Build-konference, er en videreudvikling af Xamarin.Forms, som tidligere har gjort det muligt at skabe brugerflader til Windows, iOS og Android med samme kode.
Nu udvides biblioteket med understøttelse af MacOS og nye enheder som Microsoft Surface Duo. Også Linux understøttes.
.Net MAUI understøttes af Visual Studio og Visual Studio Code editor. Projektet hører hjemme på Github.