Nyskilte par bliver kastet ud i kafkaske systemer, når de møder det offentlige
Hvis du går og overvejer at pakke kufferten, forlade ægtefælle og børn og søge lykken alene, bør du tage en dyb indånding, inden du kaster dig ud i frigørelsen. For det er overordentligt komplekst, hvis du samtidig skal søge ydelser fra det offentlige.
Det kunne Lars Rune Christensen, lektor ved ITU, og Christian Østergaard Madsen, postdoc ved ITU og ATP fortælle til Dansk IT's konference Offentlig Digitalisering, som blev afholdt for nylig i Aarhus. De to forskere refererede til en igangværende undersøgelse, som beskæftiger sig med ny-enliges møde med de offentlige systemer.
Under den mundrette titel 'Tværorganisatoriske brugerrejser ved familiebrud og skilsmisse' berettede de to foredragsholdere om et næsten kafkask system, hvor borgeren er overladt til selv at finde rundt i komplicerede it-systemer.
Når man bliver skilt, kan man opnå ret til at modtage ydelser fra det offentlige. Men før man ser pengene på sin bankkonto, skal man leve op til en række krav og levere mange oplysninger.
»Det er ofte op til borgeren selv at finde sammenhængen. De bliver tvunget til at være deres egen sagsbehandler,« sagde Lars Rune Christensen, lektor ved ITU, til konferencen.
Silotænkning
Mødet med det offentlige kommer oven i den store ændring i livet, det er for mange at blive single - og som også kan være meget ressourcekrævende og følelsesmæssigt vanskelig.
»Det var et af de første fund, som vi gjorde, når man ser på den her livskrise, som de nyskilte befinder sig i. Det handler altså ikke kun om, at de skal finde nye ydelser. Det er bare en del af alle de opgaver, som man skal løse i den her tid,« siger Christian Østergaard Madsen, postdoc ved ITU og ATP.
En tilbagevendende kritik af flere offentlige systemer er den siloopdeling, som borgeren kan blive mødt med. De beretter om et fragmenteret system:
»Borgerne oplever det som et puslespil at finde ud af, hvilke ydelser de har ret til, og hvordan de skal søge dem. Det er en række af siloer, som ikke taler med hinanden. De bliver pludselig opmærksomme på de siloer, som ligger under glaspladen,« sagde Lars Rune Christensen.
Eksempelvis bliver nogle ydelser automatisk tildelt; andre skal man selv søge.
»Nogle informationer bliver automatisk sendt videre, men andre skal man selv indsende. Når Statsforvaltningen eksempelvis var involveret, skulle borgerne selv sende informationen over til Udbetaling Danmark. Det var der mange, som slet ikke var klar over,« kunne Christian Østergaard Madsen fortælle til konferencen.
»Det handler ikke om, at det hele ikke er automatisk. Problemet er, at det nogle gange er automatisk. Hvis det hele var manuelt, ville det ikke nødvendigvis være et problem,« afsluttede forskerne oplægget.
I undersøgelsen har deltagerne været i kontakt med kommunerne, Udbetaling Danmark (både familieydelser og boligstøtte), SU Styrelsen, Statsforvaltningen og deres advokater.
Undersøgelsen fokuserer kun på offentlige ydelser, men der kan sagtens indgå andre myndigheder (såsom domstole, ankestyrelser osv.). Det er altså kun én del af det offentliges rolle i håndteringen af skilsmisser, som undersøgelsen dækker over.
