Nye Opteron-processorer til skyen sluger kun 35 watt

AMD er klar med Piledriver-opdateringen til de to lavprisserier af Opteron-processorerne, hvor især det lave strømforbrug skal gøre dem interessante til store klynger som en sky.

AMD er nu klar med de to nye udgaver af selskabets billige Opteron-serier 4300 og 3300, som er blevet opdateret til AMD's nye Piledriver-arkitektur.

De to serier er ikke designet til at få maksimal rå ydelse ud af Opteron-platformen, men derimod for 4300-seriens vedkommende først og fremmest at levere bedre ydelse pr. watt end de store modeller i Opteron-familien, og for 3300-seriens vedkommende at være billig.

Begge dele kan ifølge AMD gøre de to serier interessante til servere, som skal bruges i store klynger som eksempelvis store virtuelle miljøer eller cloud computing, hvor den enkelte servers maksimale ydelse er mindre vigtig end prisen og energiforbruget.

Den mest effektive processor i 4300-serien er designet til blot at bruge maksimalt 35 watt, og samtidig understøtter 4300-serien også lavspændingshukommelse med en spænding på blot 1,25 volt.

I servere, der skal køre mange virtuelle maskiner, er der ofte behov for store mængder hukommelse, som derfor også udgør en stigende del af energiforbruget i en server i takt med, at hver enkelt fysisk server skal køre flere virtuelle servere.

AMD vil selv bruge de to nye Opteron-serier i selskabets egne SeaMicro-servere, som hidtil har brugt konkurrenten Intels Atom-processorer. AMD vil dog også bruge ARM-baserede processorer i SeaMicro-serverne.

Derudover vil både SuperMicro og Dell bruge de to nye serier af Opteron-processorer i deres servere, oplyser AMD ifølge en pressemeddelelse.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere