Nye Microsoft-datacentre i Tyskland: Vil beskytte europæiske data mod amerikansk spionage
Microsoft åbner nye datacentre i Tyskland til at give europæiske kunder mulighed for at at holde deres data skjult fra den amerikanske regerings overvågning.
De nye datacentre åbner i slutningen af 2016 og vil blive drevet af et datterselskab under Deutsche Telekom, fremgår det af en pressemeddelelse.
»Vores nye datacenter i Tyskland, der drives i samarbejde med Deutsche Telekom, vil ikke kun understøtte lokal innovation og vækst, men også tilbyde kunderne et nyt valg og samtidig øget tryghed ved, hvordan deres data håndteres, og hvor den er gemt,« siger Satya Nadella, der er administrerende direktør i Microsoft.
Selskabet spiller direkte i pressemeddelelsen på, at de nye datacentre giver mulighed for, at dataadgangen er styret af en tysk data-administrator..
Dette tiltag er det seneste skridt i kampen mellem amerikanske teknologivirksomheder og den amerikanske regering om, hvorvidt den amerikanske regering skal have adgang til data gemt på udenlandske servere.
Virksomheder som Microsoft og Google vil nemlig sikre deres kunders tillid efter Snowdens afsløringer. Mod sig har de både det amerikanske politi og amerikanske efterretningstjenester, der ønsker at bevare deres adgang til kundernes data.
En igangværende retssag mellem Microsoft og en domstol i New York eksemplificerer situationen, idet de amerikanske myndigheder kræver adgang til en amerikansk statsborger e-mails; data, som imidlertid er lagret i Irland. Microsoft nægter at udlevere informationerne.
Tyskland måske det mest sikre sted
Selvom Microsoft stadig kan tabe til de amerikanske myndigheder i særlige tilfælde, vil nye datacentre i Tyskland øge den fremtidige beskyttelse imod amerikanske krav om dataudlevering.
Ved at placere datacentre under administratorkontrol af et tysk selskab tvinger Microsoft eventuelle anmodning om dataadgang til at gå igennem de tyske myndigheder, og i Tyskland har man ganske strenge love om databeskyttelse. Så selvom Microsoft også har planer om at opføre et center i Storbritannien, er det i første omgang Tyskland, selskabet vil udvide i.
Kryptering eller datacentre er ikke ubrydelige
Problemet er dog stadig, at hverken kryptering, som Apple benytter sig af, eller placering af data uden for spionage-landene, giver en fuldstændig beskyttelse af data.
Edwards Snowden har afsløret, at på trods af Europas krav om datasuverænitet, er der stadig mange lokale spionagenturer, som kanaliserer europæiske borgeres data til NSA.
Analytiker hos it-analysevirksomheden Forrester Paul Miller påpeger, at selv om Microsoft har tillid til sikkerheden i de tyske servere, er det endnu ikke afprøvet ved domstolene, under hvilke omstændigheder data kan blive udleveret.
Hvis Microsofts nye tyske model bliver en anerkendt standard for datasikkerhed, er det sandsynligt, at kunder fra andre cloud-virksomheder som Google og Amazon vil udføre lignende manøvrer.
I sidste måned afgjorde EU-domstolen, at den mangeårige Safe Harbor-traktat er ugyldig. Den gav ellers amerikanske virksomheder ret til at sende data om EU-borgere til USA.
Ville du stole på, at Microsoft ikke udleverede data til de amerikanske myndigheder alligevel?

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.