Nye grafikkort med DirectX 11 sparker Windowsgrafik ud i overhalingsbanen

Både Windows 7 og Windows Vista vil til oktober understøtte DirectX 11. De første grafikkort er på vej fra blandt andet AMD.

Nye grafikkort fra AMD's ATI-division kommer ifølge firmaet snart på markedet i løbet af oktober. De nye kort understøtter grafikstandarden DirectX 11, hvilket betyder op til 20 procent hurtigere grafik i både Windows 7 og i Windows Vista, siger en talsmand for AMD til Version2.

Ifølge AMD vil der blive frigivet en opdatering til Windows vista samtidig med lanceringen af Windows 7.

Ydeevnen stiger primært, fordi DirectX har understøttelse for mere end en processorkerne. I alle versioner til og med 10 har kun en enkelt processorkerne kunnet kommunikere med grafikkortets processor, hvilket har ført til flaskehalse.

Med version 11 vil en af processorkernerne styre adgangen til grafikkortet, men flere processorkerner vil kunne kommunikere, hvilket ifølge AMD vil give en øget ydeevne på op til 20 procent for de programmer, der understøtter det.

AMD forventer, at det i gennemsnit vil tage en mandemåned at opdatere software, så det kan drage nytte af flere processorkerner.

Med lanceringen af de nye grafikkort kommer AMD et langt stykke foran konkurrenten Nvidia, der ganske vist har annonceret understøttelse af DirectX 11, men endnu ikke har frigivet flere detaljer.

AMD har demonstreret deres nye grafikteknologi siden Computex i Taiwan i juni.

Intel har også frigivet nye og mere effektive drivere til firmaets integrerede grafikchips i anledning af Windows 7, men disse understøtter dog stadig kun DirectX 10, da DirectX 11 kræver ny hardware.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (1)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#1 Jakob Damkjær

Hvornår var det nu OpenGL lærte at bruge flere processorkerner...

Det var kun et par år siden...

Så "overhalingsbane" eller "nu kan vi igen se de andres bagende i horisonten"

Journalistik eller pressemeddelser ufordøjet sendt videre som nyhed.

Hvor meget hurtigere er det samme gfx kort under Dx11 sammenlignet med OpenGL... og hvor meget arbejde er det at omkode OpenGL til at udnytte flere CPUer sammenlignet med Dx11,

og er Aero eller mediaplayer omkodet så det kan udnytte flere CPUer ?

se det er det kritiske spørgsmål.

/J

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere