Efter forsinkelser og it-udfordringer åbner Region Syddanmark i dag tre nye corona-teststationer.
Det skriver Region Syddanmark i en pressemeddelelse.
Teststationerne skulle oprindeligt være åbnet mandag, men det blev forhindret, da regionen oplevede it-udfordringer, som forhindrede, at der kunne bestilles tid på stationerne.
Åbningen blev derfor udskudt til torsdag, men ifølge regionen er problemerne blevet løst hurtigere end forventet, og derfor kan teststationerne slå dørene op onsdag.
De tre nye teststationer ligger i Grindsted, Nyborg og Haderslev, og derudover har regionen planer om at åbne yderligere tre teststationer i Middelfart, Fredericia og Tønder.