Nye beviser i dansk hacker-sag: Politiet beder om hjælp fra Australien

5. februar 2014 kl. 16:22
Nye beviser i dansk hacker-sag: Politiet beder om hjælp fra Australien
Illustration: Adam Fribo.
Danmarkshistoriens største hacker-sag forgrener sig nu til Australien. Anklagemyndigheden kræver igen retsmøde lukket for presse og offentlighed.
Artiklen er ældre end 30 dage
Manglende links i teksten kan sandsynligvis findes i bunden af artiklen.

Personfølsomme oplysninger om danskere befinder sig på servere i udlandet, og dansk politi har anmodet om assistance fra blandt andet Australien.

Det oplyste anklagemyndigheden i dag, da der var retsmøde i sagen om hacking af CSC´s mainframe, hvor en 20-årig dansk mand er sigtet sammen med svenske Gottfrid Svartholm Warg for at have stjålet oplysninger fra politiet, kørekortregistret og Schengens register over efterlyste personer.

Begge nægter sig skyldige, og begge fik i dag deres varetægtsfængslinger forlænget med fire uger i retten på Frederiksberg. Svartholm Warg var til stede, mens den danske mand havde valgt at blive væk og få sin fængsling forlænget.

Den unge dansker har nu siddet varetægtsfængslet i 8 måneder, mens Gottfrid Svartholm Warg har siddet siden han blev udleveret til Danmark i november 2013.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Flere jurister og eksperter har tidligere kritiseret, at man har holdt den danske mand varetægtsfængslet så længe, uden at fremlægge et anklageskrift.

Anklagemyndigheden begærede – ligesom på alle de foregående retsmøder – dørene lukket, hvilket udløste protester fra den tilstedeværende presse. Anklageren argumenterer med, at efterforskningen stadig er i gang, og at der er tvivl om, hvor vidt de stjålne data er downloadet til servere i udlandet.

Anklagers argument er dødt

Luise Høi, der er forsvarer for Gottfrod Svartholm Warg, protesterede mod de lukkede døre, og hun erklærede anklagemyndighedens argumenter for uholdbare.

»Af det materiale, der skal fremlægges i dag, fremgår det, at filer er downloadet til servere i udlandet. Tvivlen eksisterer ikke mere, og anklagerens argument er lige afgået ved døden«, sagde Luise Høj.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Alligevel imødekom retten anklagerens begæring og smed presse og tilhørere ud, så man kunne gennemgå den store flyttekasse med bevismateriale, som en bredskuldret herre bar ind i retslokale 101, i fred for nysgerrige øjne og ører.

Det var en opgivende forsvarer, der efter retsmødet mødte pressen og de få aktivister, der var fremmødt for at give moralsk støtte til de sigtede. Luise Høj forklarede, at hun ikke regner med, at offentligheden får noget indblik i sagens gang, før der ligger et anklageskrift.

»Det løb er vist kørt, de holder det lukket så længe de kan. Det er jo latterligt«, sagde Luise Høi, mens en litteraturkyndig fremmødt muntrede sig over symbolværdien i, at retsmødet foregik i lokale 101.

Retssagen har stor opmærksomhed i aktivistmiljøer over hele verden, hvor Gottfrid Svartholm Warg, der er kendt som medstifter af The Pirate Bay, har en høj stjerne. Aktivister møder op til de fleste retsmøder, og i dag var formanden for Piratpartiet i danmark, Rolf Bjerre Jørgensen til stede for at vise sin støtte og invitere til sympati-aktion 11. februar ved Køge Arrest - hvor Warg sidder fængslet. Aktionen skal være en forlængelse af den stort opslåede demonstration mod internetovervågning, der foregår samme dag.

»Hvis vi bare kan få 10 procent fra demonstrationen med, så skal vi nok blive over hundrede«, siger Rolf Bjerre Jørgensen til Version2.

Ingen kommentarer endnu.  Start debatten
Denne artikel er gratis...

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.

Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.

Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.

Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.

Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger