Nyåbnet tech-iværksætterhus er Nordens største

Der er plads til 320 iværksættere i Nordens største tech-iværksætterhus, der i weekenden slog dørene op i København.

Rainmaking Loft er navnet på et ny tech-iværksætterhus, der netop har set dagens lys på Holmen i København. I weekenden åbnede huset, der ifølge virksomheden bag er Nordens største af sin art.

Omkring 240 pladser er allerede optaget af de i alt 320 kontorpladser, der samlet plads til i arbejdsfællesskabet. En af dem er iværksætter-udviklerne AppMonk, der bl.a. står bag en platform med navnet Brain+, der er blevet downloadet mere end en million gange i Apples App Store.

”Miljøet derude bringer os tættere på mange af de mennesker, vi gerne vil være i nærheden af. Dels folk, der kan investere i vores forretning, men også dygtige programmører og andre IT-virksomheder, vi kan lave projekter sammen med,” udtaler Mathias Buch Iversen, direktør i AppMonk, i en pressemeddelelse for Rainmaking Loft.

Arbejdsfællesskabet Rainmaking Loft har hjemme i en fredet bygning fra 1888 på Holmen, og ligger i nærheden af Arkitektskolen. Iværksættere kan leje en skrivebordsplads fra 1.450 kroner, mens et 12-personerslokale koster 20.000 kroner.

Investorværket Business Angels Copenhagen og acceleratorprogrammet Startupbootcamp får begge hjemme i huset. Blandt de virksomheder, der foruden AppMonk er flyttet ind i huset i weekenden er Achoo, Asosio, BetterNow, The Fashion, You Run Global, Scripler, Snaplytics, God Bank og Live Manager.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere