Efter lidt forsinkelser er den 14. inkarnation af open source-CMS'et Wordpress nu klar til download, med versionsnummer 3.1 og tilnavnet Reinhardt.
Det er blevet til et simplere design back-end, med færre muligheder som standard, samt nogle nye funktioner. Blandt andet kan man nu langt nemmere linke til andre artikler og websider, der tidligere er publiceret.
Det er også nu muligt at definere forskellige formaterings-skabeloner for forskellige typer indhold, så man for eksempel kan vælge, at indlæg med video skal tage sig anderledes ud end normalt. Funktionen bliver kaldt Post Format og kræver, at det tema, man bruger, er indrettet til det.
Skaberen af Wordpress, Matt Mullenweg, kalder Wordpress 3.1 for 'mere et CMS end nogensinde før' og siger, at det tog for lang tid at få version 3.1 på gaden. Oprindeligt skulle opdateringen have været klar inden 2010 sluttede, altså højst seks måneder efter version 3.0, men der var mere arbejde med fejlrettelser end forventet. Det skriver Heise Online.
Wordpress 3.1 Reinhardt er opkaldt efter den franske jazzguitarist Django Reinhardt, og oprindeligt var det fornavnet Django, der blev brugt som kælenavn. Men den idé havde andre fået tidligere, for et populært Python-framework er døbt Django. Derfor endte navnelegen med musikerens efternavn, som nok ikke lige så let bliver genkendt som et jazz-navn.
Selvom Wordpress startede sit liv som et simpelt blog-værktøj, bruger mange det i dag som et fuldt CMS, da Wordpress med årene er blevet udvidet med mere avancerede funktioner. Version 3.0 er downloadet over 32 millioner gange, og ud af de én million mest populære websider i verden, bruger 13 procent Wordpress.
Wordpress 3.1 Reinhardt kan downloades her, og kørende Wordpress-installationer kan tillige opgraderes via kontrolpanelet.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.