Det handler om den gode ide, når man skal starte virksomhed op, men selv om det ikke nødvendigvis er let at få den gode ide, så ligger det hårde slid ofte i det administrative arbejde, ifølge Anette Nørgaard, udviklerevangelist hos Microsoft og fra i dag ny blogger på Version2.
»Det er totalt hårdt slid at komme frem men fælles for dem alle ? dem der får succes ? er at de griber chancer, tager imod tilbud, kender ikke til arrogance og ligegyldighed. De er simpelthen i live og i nuet parat til at forfølge deres drøm,« skriver Anette Nørgaard i sit første indlæg.
Ifølge Anette Nørgaard er der dog også samfundsmæssige ting i Danmark, der burde laves om for bedre at understøtte iværksættere. Her tænker hun blandt andet på skattereglerne:
»Hvorfor pokker gør man så meget for at besværliggøre start af virksomhed og det at få kapitalhjælp? Det hænger ikke sammen at vi i DK ikke kan se hvordan skatteregler kan blokere for investeringsmuligheder medmindre man da har en konstellation, der gør, at man er villig til at afgive +10% af sit ejerskab.«
Anette Nørgaard har selv været iværksætter og hjulpet mange spæde firmaer i gang samt startet flere communities. Derfor var det også et stort skift for hende, da hun tog stillingen hos Microsoft.
»Det er faktisk noget af en spændende udfordring for mig at jeg tog et helt almindeligt job i Microsoft. Rollen passer dog perfekt til mine evner, og jeg synes, det er fantastisk, at jeg måske kan påvirke alt det, jeg som iværksætter har tænkt kunne gøres,« siger Anette Nørgaard.
Læs Anettes første blogindlæg her