Den nye version af Digital Post er ramt af en betydelig forsinkelse, og Digitaliseringsstyrelsen forlænger derfor kontrakten med E-boks, der står for den nuværende løsning. Til og med i form af en kontrakt uden fastsat bagkant.
Det fremgår af en ny såkaldt allonge til den eksisterende kontrakt mellem E-boks og Digitaliseringsstyrelsen.
Baggrunden er, at Digitaliseringsstyrelsen før jul annullerede udbuddet på næste generation af Digital Post, og den nye udbudsrunde kommer til at forsinke hele projektet.
E-boks’ forpligtelser i forhold til Digital Post ophører i september 2020, og derfor forlænges kontrakten nu i en ikke nærmere specificeret periode, som kommer til at koste 43 millioner kroner.
»Behovet for forlængelsen skyldes annullation af udbuddet af en ny Digital Post løsning som følge af, at ordregiver havde modtaget ukonditionsmæssige tilbud. Ordregiver har straks herefter iværksat arbejdet med et genudbud,« skriver Digitaliseringsstyrelsen i allongen.
»Som følge af den betydelige og uforudsete forsinkelse et sådan genudbud medfører, vurderer ordregiver det ikke realistisk at være på plads med en ny Digital Post løsning inden udløbet af den oprindelige kontrakt.«
GDPR-relateret forsinkelse
Det er på nuværende tidspunkt uklart, hvad »ukonditionsmæssige tilbud« mere præcist dækker over, og hvad der altså ligger til grund for det annullerede udbud og forsinkelsen af Digital Post.
I en skriftlig kommentar har Digitaliseringsstyrelsen dog tidligere givet udtryk for, at udbudsmaterialet i første omgang ikke i tilstrækkelig grad afspejlede den persondataforordning, der trådte i kraft efter lanceringen af første udbudsrunde.
»Det er grundlæggende det samme udbudsmateriale, herunder kravspecifikation, der er sendt i udbud med enkelte justeringer. Herunder er udbudsmaterialet konsekvensrettet, jf. den nye lovgivning på persondataområdet, der er trådt i kraft siden tidlige udbud,« skrev styrelsen i februar.
Version2 har onsdag spurgt Digitaliseringsstyrelsen, hvor lang tid næste generation af Digital Post bliver forsinket som følge af det annullerede udbud, og hvad der mere præcist ligger til grund for, at man var nødt til at annullere det i første omgang.
Digitaliseringsstyrelsen arbejder ifølge styrelsens pressefunktion på et svar, men er ikke vendt tilbage inden deadline for denne artikel.
Vi bringer en opfølgende artikel, når Digitaliseringsstyrelsen er vendt tilbage med svar på Version2s spørgsmål.