Ny version af dansk CMS: Umbraco 5.0 klar til download

Umbraco 5.0 byder på flere store nyheder i det danskudviklede CMS. Blandt andet en overgang fra de udskældte webforms til .NET MVC.

Version 5.0 af det danske open source-CMS Umbraco er nu klar til download, og der er flere nyskabelser på programmet.

Blandt andet er der gjort op med en af de gamle kendinge fra Microsofts .NET-platform, som Umbraco er baseret på:

»Det vigtigste er, at Umbraco er gået fra at være webforms-baseret til at være baseret på .NET MVC,« forklarer stifter af Umbraco, Niels Hartvig, til Version2.

Umbraco er et open source content management-system - altså en platform, der kan bruges til at håndtere og publicere hjemmesideindhold.

På verdensplan benytter store virksomheder som BBC, Peugeot og Fox sig af det danske CMS.

Umbraco har i flere år benyttet de såkaldte webforms som grundsten i den grænseflade, brugeren af en hjemmeside præsenteres for.

Webforms er blevet kritiseret for at være en teknik fra Windows-verdenen, der uden større held er forsøgt presset ned over web-programmering.

»Vi har aldrig været kæmpestore fans af webforms, men det har været måden at gøre det på siden tidernes morgen med .NET,« siger Niels Hartvig til Version2.

Skift fra webforms et stort sats

Ændringen har været to et halvt år undervejs, og med Umbraco 5.0 er webforms i stedet skiftet ud med .NET MVC, som er implementeringen af det såkaldte model-view controller pattern.

MVC er et design pattern fra den objektorienterede verden, som kort fortalt beskriver koblingen mellem brugergrænsefladen og den logik, brugeren skal have fat i bag grænsefladen.

.NET MVC er en mere elegant erstatning af webforms, men ændringen kræver også noget af de udviklere, der arbejder med Umbraco til hverdag:

»Det er stort et sats, fordi udviklerne pludselig skal til at gøre tingene på en ny måde. Men vi har en stor og loyal brugergruppe, og ændringen er blevet modtaget hurtigere og bedre end frygtet,« forklarer Niels Hartvig.

Det kan konkret ses ved, at flere af modulerne til Umbraco 4.0, der altså er baseret på webforms, allerede nu er ved at blive skrevet om til Umbraco 5.0 og .NET MVC, uddyber Umbraco-stifteren.

Derudover har Umbraco med version 5.0 også fået en større overhaling på arkitektur-siden.

»Umbraco var fra begyndelsen bare mit hobby-projekt, og det var aldrig meningen, at det skulle blive så stort. Så det har været et opgør med flere års kode, som ikke har været optimal,« siger Niels Hartvig.

Samtidig er Umbraco 5.0 blevet optimeret til at køre på cloud-infrastrukturer, så CMS'et blandt andet fungerer bedre distribueret på Microsofts cloud-platform Windows Azure.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere