Ny undersøgelse: Studerende er en overset trussel for virksomheder

Illustration: IT-Universitetet
Virksomheder kan med fordel fokusere deres sikkerhedsindsats på de yngre medarbejdere, viser ny undersøgelse.

Danske studerende med studiejob er et oplagt mål for ondsindede hackere. Det viser en ny rapport fra HP om it-sikkerhed hos danske kontoransatte.

Rapporten fastslår, at de studerende i mange tilfælde har en mere risikovillig adfærd end deres fuldtidsansatte kollegaer. Dette på trods af, at de studerende ovenpå corona-nedlukningen ofte har adgang til de kritiske data og systemer hjemmefra.

De studerende er blandt andet dobbelt så tilbøjelige til at udskyde sikkerhedsopdateringer, og 42% opdaterer aldrig eller sjældent deres password, skriver HP i en pressemeddelelse.

»Studerende, som ellers er vokset op i en digitaliseret verden, har en tendens til at udvise en mere risikovillig digital adfærd. Det udgør en overset bagdør i virksomhedernes digitale forsvar. Et oplagt mål for hackere – især med tanke på de studerende, der har arbejdet hjemme og haft adgang til kritiske data og systemer,« siger adm. direktør Peter Møller Kristensen hos HP Danmark i pressemeddelelsen og fortsætter:

»Det er derfor vigtigt, at virksomheder i langt højere grad sørger for at have de rette sikkerhedsløsninger på deres IT-enheder for at sikre, at selv usikker digital adfærd ikke bliver udnyttet.«

Studerende udgør ellers i stigende grad en vigtig ressource for danske virksomheder, hvor de i mange tilfælde indgår i den daglige drift.

Det har særligt været tilfældet ovenpå corona-pandemien og nedlukningerne, hvor mange har fået adgang til vigtige data og kritiske systemer hjemmefra for at kunne løse deres arbejdsopgaver. Hele to ud af tre (65%) af de studerende er enten først begyndt at arbejde hjemme ifm. Covid-19 eller har arbejdet mere hjemme end før pandemien, skriver HP.

Danskerne sidst til at opdatere i Norden

Undersøgelsen viser, at to ud af tre af alle de adspurgte kontoransatte sætter deres lid til antivirusprogrammer og generel forsigtighed med at trykke på links, når det kommer til deres IT-sikkerhed. Ca. halvdelen ændrer deres passwords kvartalsvis, mens kun 8 procent gør det månedligt eller oftere, og 17 procent i undersøgelsen gør det aldrig.

Sverige og Norge har også foretaget en lignende undersøgelse, og de nordiske tal viser, at svenskerne generelt er mere forsigtige, når det kommer til deres it-sikkerhed sammenlignet med danskerne og nordmændene.

I Danmark er vi mere tilbøjelige til at udsætte sikkerhedsopdateringer end vores nordiske naboer. Over halvdelen af os (54%) udsætter sikkerhedsopdateringer ofte eller nogle gange sammenlignet med 38 procent i Sverige og kun 26 procent i Norge.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere