Danskere er skeptiske overfor Smittestop-appen, og det afholder mange fra at installere den, viser en ny undersøgelse foretaget af Userneeds for Ingeniørforeningen IDA.
Af de 2000 danskere, som har deltaget i undersøgelsen, er det under halvdelen - blot 47 procent - som har installeret appen.
Den største årsag er, at mange ikke tror, at appen virker ordentligt. Det giver også mening, ifølge Kåre Løvgren, it-teknisk talsmand i IDA, for den er bestemt ikke fejlfri. Det har netop været fremme, at appen ikke virker optimalt på Android-telefoner, peger han på i pressemeddelelsen.
Den næstvigtigste årsag til, at folk undgår værktøjet er, at man er bange for, at deres data ikke bliver håndteret ordentligt.
»Da appen i første omgang blev lanceret, måtte Sundhedsstyrelsen ændre den oprindelige plan for, hvordan indsamling og lagring af data skulle håndteres. Til at begynde med ville man lagre al data på en central server, og først efter, at vi og mange andre gjorde opmærksom på privatlivs-problemerne ved denne løsning, skiftede man over til bluetooth-teknologi, som indeholder bedre mulighed for anonymisering, da data lagres decentralt på de enkelte telefoner. Men det ændrer jo ikke ved, at den lidt klodsede start har påvirket mange til ikke at downloade den,« siger Kåre Løvgren til IDA.
Appen, som er udviklet af Netcompany, bruger løsninger fra Apple og Google. Han mener, at danskerne havde taget bedre imod løsningen, hvis man i Europa havde udviklet sin egen kritiske infrastruktur.
