Ny Ubuntu med karma-koala satser på Amazons Cloud-tjeneste

Næste-næste version af Ubuntu, der kommer til oktober, får navnet Karmic Koala. Fokus bliver på blandt andet integration med Amazon web-services og endnu hurtigere opstart.

Mens de fleste Ubuntu-fans har øjnene rettet mod den snarligt kommende opdatering, Jaunty Jackalope, har firmaet bag Linux-styresystemet afsløret de første detaljer om den følgende aftapning, der kommer til oktober.

Annonceringen skete fredag i en email fra Canonical-chefen Mark Shuttleworth til alle Ubuntu-udviklerne, skriver Infoworld.com, og navnet på denne version bliver Karmic Koala.

Ubuntu 9.10 til servere vil først og fremmest vise fornyelse ved at omfavne Amazons webbaserede server-tilbud E2C. Inkluderet vil være en pakke med gratis værktøjer, der skal gøre det nemt at komme i gang med at bruge Amazons servere.

Med værktøjet Eucalyptus bliver det også muligt at skabe sin egen lille sky i datacentret, lover Ubuntu-bagmanden.

På desktoppen vil koalaen med karma adskille sig fra tidligere versioner ved at få en smukkere opstart, som også skal gå hurtigere end med Jaunty Jackalope, som har ramt 25 sekunders opstartstid på de små netbook-computere.

Andre nyheder i Koala-annonceringen er, at farven brun måske vil blive droppet fremover, efter mange års tro tjeneste i Ubuntu-regi.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (5)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#1 Esben Madsen

hehe, det er nu også en af de få ting der har trukket det ned efter min mening... den grimme brune overalt har altid været det første jeg har haft ændret - eller dvs. lige efter alle de irriterende lyde som et OS åbenbart skal have...

men er man i øvrigt ikke bange for at koalaen bliver sulten og spiser al eucalyptus'en? ;)

  • 0
  • 0
#2 Dennis Krøger

Ubuntu har altid været en af de smukkeste distributioner, og samtidig en af de få, hvor alting ikke absolut skal være søbet ind i en klam blå farve.

Men det er min mening om noget meget subjektivt, og standardfarven (der kan ændres) kan vel for h... ikke "trække ned"? Ellers mangler man godt nok et eller andet mere vigtigt at gå op i.

  • 0
  • 0
#3 Christian Nobel

Det er nu ikke helt irrelevant, selv om det er en bagatel.

Problemet er bare, at hvis en ny bruger skal afprøve en live-CD og det første han støder på er de der grimme farver, der leder tankerne hen på en sofa fra halvfjerdserne, ja så er det desværre op ad bakke.

Ikke at det nødvendigvis skal være blåt, men alt andet end orange/brun.

/Christian

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere