Ny tysk internetlov møder hård kritik fra opposition

Ny lov, der stiller virksomheder som Facebook og Twitter til ansvar for ulovlig hadtale på deres platforme, møder hård kritik i Tyskland efter blokering af satirekonto på Twitter.

Tysklands formelle oppositionspartier udmeldte samstemmigt i søndags ønsket om afskaffelse af en spritny tysk lov, der stiller virksomheder bag sociale medier til ansvar for ulovlig hadtale på deres platforme.

Det skriver Reuters.

Loven - der hedder Netzwerkdurchsetzungsgesetz og trådte i kraft fra det nye år - udløser store bøder til virksomheder som Facebook og Twitter, hvis ikke de inden for 24 timer fjerner racistiske opslag, som overtræder tysk lov om hadtale.

Det betyder, at de private virksomheder selv skal vurdere opslagenes lovlighed, og netop det udgør problemet, mener kritikere. De store bøder - mellem 5 og 50 millioner euro - risikerer desuden at skræmme virksomhederne til at fjerne mere end nødvendigt.

Ifølge kritikerne er det allerede sket, og de har samlet sig om en sag, hvor en satirekonto er blevet blokeret på Twitter.

»De seneste dage har klart vist, at private virksomheder ikke altid er i stand til at træffe den rigtige beslutning om, hvorvidt mistænkte ulovlige udtalelser lavet online er ulovlige, satiriske eller en usmagelig ytring, der ikke desto mindre bør tolereres i et demokrati,« siger Nicola Beer, der er generalsekretær for det liberale parti FDP.

Parodi af AfD

Kort efter lovens ikrafttrædelse blokerede Twitter kontoen tilhørende lederen af parlamentsgruppen for det højreekstreme parti Alternative für Deutschland (AfD), Beatrix von Storch, efter et opslag, der blandt andet indeholdt formuleringen »de barbariske, gruppevoldtagende horder af muslimske mænd.« Kort efter fulgte Facebook trop.

Da satiremagasinet Titanic derefter opslog en parodi af kommentarerne på Twitter, blev deres konto ligeledes blokeret. Mens ikke alle - som AfD - sammenligner indgrebene med Stasi-tiden i DDR, så er der bred modstand mod loven.

Ud over FDP bakker også Die Grüne og Die Linke fra den tyske venstrefløj op om kritikken.

»Loven er et slag i ansigtet på alle demokratiske principper, fordi domstolene og ikke virksomhederne træffer beslutninger om, hvad der er og ikke er lovligt i en konstitutionel stat,« siger parlamentslederen for Die Linke, Sahra Wagenknecht.

Også det tyske journalistforbund og avisen Bild har kritiseret loven.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (12)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Tobias Volfing

»Loven er et slag i ansigtet på alle demokratiske principper, fordi domstolene og ikke virksomhederne træffer beslutninger om, hvad der er og ikke er lovligt i en konstitutionel stat,« siger parlamentslederen for Die Linke, Sahra Wagenknecht.

Det var da en underlig kommentar. Der står i hvert fald intet i artiklen om at virksomhederne nu bestemmer hvad der er lovligt eller ej. Virksomhederne er vel i deres gode ret til at fjerne indlæg fra deres platforme uanset om de er lovlige eller ej. At de, fordi de nu stilles til ansvar for det had der spredes på deres platforme vælger en mere striks tilgang til hvilke former for indlæg de ønsker at vise har vel ikke noget med demokratiske principper at gøre.

Jeg kunne forstå kritikken hvis der var tale om at en privat virksomhed afgjorde hvilke ytringer der skulle fjernes fra en offentlig skueplads fordi de stod til ansvar for dem, men skal vi ikke holde fast i at det er Twitter/Facebook m.m. der bestemmer hvad de vil tolerere på deres egne platforme, så længe de holder det inden for lovens rammer?

Måske kritikken i virkeligheden skulle rettes mod formuleringen af hadlovgivningen, hvis der hersker tvivl om hvad der er lovligt og ikke er.

  • 0
  • 0
Bjarne Nielsen

Måske kritikken i virkeligheden skulle rettes mod formuleringen af hadlovgivningen, hvis der hersker tvivl om hvad der er lovligt og ikke er.

Er det ikke også loven (og det er aspekt af loven), som Sahra Wagenknecht problematiserer? Jeg forstår det på den måde, at der kan trækkes en parallel til selv-censur, og at mange af de samme overvejelser gør sig gældende for begge.

  • 3
  • 0
Tobias Volfing

Loven - der hedder Netzwerkdurchsetzungsgesetz og trådte i kraft fra det nye år - udløser store bøder til virksomheder som Facebook og Twitter, hvis ikke de inden for 24 timer fjerner racistiske opslag, som overtræder tysk lov om hadtale.

Som jeg forstår det, er det Netzwekdurchsetzungsgesetz kritikken er rettet i mod, og ikke 'tysk lov om hadtale'.

Det er vel loven om hadtale der kan få nogle til at selvcensurere.

  • 1
  • 0
Rasmus Larsen

Jeg synes det er en lidt naiv tilgang til hvordan et retssystem virker og hvordan "folkedomstolen" rammer de her firmaer når et sagsanlæg sættes igang.

Problemet er at Facebook, Twitter osv, jo ikke bliver dømt efter deres egen definition af hvad "hate speech" er, de bliver dømt efter den definition som en arbitrær domstol i Tyskland vil definere som det.

Så når du som Facebook/Twitter/andet medie skal vurdere hvad du vil censurere, for det er Censur, uanset om du er enig i indholdet eller ej, så har du to valg:

1: Du kan holde dig til dine egne principper og forsvare dig imod hvem end der måtte komme og dermed risikere voldsomme økonomiske straffe.

2: Du kan censurere udfra hvad du tror andre måske kunne definere som "hate speech", hvilket helt naturligt bliver en meget bredere definition.

Med den her lov har de INGEN chance for at ramme en fornuftig balance, heller ikke selvom "hate speech" var præcist defineret.

  • 1
  • 0
Tobias Volfing

Problemet er at Facebook, Twitter osv, jo ikke bliver dømt efter deres egen definition af hvad "hate speech" er, de bliver dømt efter den definition som en arbitrær domstol i Tyskland vil definere som det.

Nu er det eneste nye ved denne lov at det gælder sociale medier (eller har jeg misforstået?). Det er jo de præcis samme regler som gælder andre medier (måske er der forskel på størrelsen på bøden).

Mener du at det samme problem er gældende for f.eks. aviser? En avis står også til ansvar for det indhold de bringer.

  • 1
  • 0
Bjarne Nielsen

Jeg er ikke sikker på, at jeg forstår, hvad du mener, Tobias.

NetzDG er vel et produkt af, at sociale medier i særlig grad har hængt i bremsen i forhold til at leve op til det ansvar, som de i forvejen har i følge lovgivning. Kritiken går vel heller ikke på, at man prøver at få dem til at tage dette ansvar alvorligt, men mere på, at loven er noget upræcist sjusk, som i praksis vil betyde at domstole og andre institutioner vil blive omgået, og som vil skabe urimeligt store incitamenter til overblocking.

Det er en besværligt område at bevæge sig ind på, og det er ikke blevet nemmere af, at der åbenbart har været tale om hastværk, og at det også har fået indenrigs- og partipolitiske aspekter.

  • 0
  • 0
Gert Agerholm

Med den her lov har de INGEN chance for at ramme en fornuftig balance, heller ikke selvom "hate speech" var præcist defineret.


Helt rigtig.

Medierne vil altid lave en overreaktion (over censur) af frygt for at staten vil anklage mediet. Der med er ytringsfriheden sat i skammekrog. Det er det samme man oplever i diktatur regimer, man ytrer sig ikke af frygt for systemet.

  • 0
  • 0
Gert Agerholm

Mener du at det samme problem er gældende for f.eks. aviser? En avis står også til ansvar for det indhold de bringer.


Det gør de allerede.

Da en tysk satiriker blev via juridisk anklaget af Tyrkiet (Erdogan) var der i Tyskland en stor debat omkring hvad an må i offentligheden, specielt med hensyn til satire. Mange var med rette fortørnet over den manglende ytringsfrihed i Tyrkiet.

Jeg skrev den gang et kort indlæg, hvor jeg skrev at dette kun var en lille forsmag af hvad vi vil opleve såfremt Tyrkiet kom med i EU. Det var åben baret en politisk upassende kommentar og blev uden varsel fjernet af avisen.

Så meget til ytringsfriheden. Man kunne bevare friheden ved at gøre opmærksom på at indlæg ikke repræsenterer avisens holdning eller mening. Så har de holdt ryggen fro og ytringsfriheden var bevaret.

Så ja, aviserne i Tyskland efter min mening bevæger sig på kanten af censur. Denne udvikling vil blive kraftigt forstærket med den nye lovgivning.

  • 0
  • 0
Benjamin Bach

Det var åben baret en politisk upassende kommentar og blev uden varsel fjernet af avisen.

Gert, du har skrevet et indlæg, som bliver slettet af en tysk avis? Det sker altså rigtig tit på danske aviser også. Og det underbygger præcis, det som Tobias skrev -- nemlig at praksis findes i forvejen.

Om aviser skulle begynde at censurere mere pga. lovgivningen, synes jeg mangler bedre underbygning: Mener du blot moderering af brugernes kommentarer? Eller mener du selve avisernes indhold??

  • 0
  • 0
Gert Agerholm

Om aviser skulle begynde at censurere mere pga. lovgivningen, synes jeg mangler bedre underbygning: Mener du blot moderering af brugernes kommentarer? Eller mener du selve avisernes indhold??


Jeg tror ikke at der sker ændringer i det aviserne selv skriver, men jeg tror at der vil ske en yderligere skærpelse af censureringen af det læserne skriver i forums. Det er her "udgiveren" (aviser/facebook/twitter osv osv) vil overreagere for at være HELT sikker på at de ikke får en stor bøde på nakken.

Derfor kommer ytringsfriheden til at lide. I yderste tilfælde vil vi havne et sted hvor man ikke må ytre de ting som staten via love mener er upassende.

Jeg vil slet ikke sidestille tingene, men det er det er i princippet det der sker under diktatoriske regimer.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere
IT Company Rank
maximize minimize