Ny supercomputer går efter toppen

Amerikansk universitet løfter i næste uge sløret for en ny supercomputer, der skal måle sig med rekordholderen fra IBM.

82 rackskabe fyldt med bladeservere, to millioner gigabytes storage og en monsterswitch med 3.456 porte. Det er hovedingredienserne i den nye supercomputer, som The Texas Advanced Computing Center (Tacc) indvier fredag i næste uge. Centret er en del af University of Texas.

Tacc-clusteret bliver leveret af Sun Microsystems og har en teoretisk ydeevne på omkring 500 teraflops, skriver silicom.com. Sun fremhæver selv switchen - med kodenavnet Magnum - som skal være knudepunktet i fremtidige supercomputerleverancer fra selskabet.

Supercomputeren skulle have været klar allerede i oktober sidste år, men er blevet forsinket af blandt andet processor-leverancer fra AMD og produktionen af en helt ny type kabling, som Sun også står bag.

Kamp om førstepladsen

Med en teoretisk ydeevne på omkring 500 teraflops ligger Tacc umiddelbart snude ved snude med IBMs Blue Gene/L, der officielt yder 478,2 teraflops. Den maskine står på Lawrence Livermore National Laboratory i USA, men er på det seneste blevet modificeret, så den nu anslås at yde 596 teraflops.

Tacc skal testes i drift, før det kapløb afgøres.

IBM er dog allerede på vej med en ny supercomputer til sommer, som forventes at have den dobbelte ydelse. Den har fået tilnavnet ?Roadrunner? og skal løse opgaver for det amerikanske energiministerium.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere