Ny strømafbrydelse hos GlobalConnect giver igen bøvl hos Fullrate

Lidt over middag er netværksudbyderen atter i problemer. Net- og teleselskabet Fullrate melder igen om problemer.

Netværksudbyderen GlobalConnect har atter problemer med en strømafbrydelse i det datacenter, hvor blandt andet net- og telefoniselskabet Fullrate har sit udstyr stående.

Læs også: Tusindvis af Fullrate-kunder ramt af nedbrud på net og telefoni

Fullrate skriver i en opdatering af driftsinformationen klokken 13.08:

»Og så gik en del af strømmen i datacenteret igen mens vores leverandør var i gang med at rette fejlen fra i morgen (i morges, red.).«

Det er ikke lykkedes Version2 at få en redegørelse for de seneste problemer fra GlobalConnect.

Administrerende direktør i Fullrate, Peter Mægbæk Madsen, forklarer dog, at strømafbrydelsen kun varede omkring fem minutter.

»Vi er oppe igen, så det var kun et lille bip på radaren. Men vi frygtede først, at den seneste strømafbrydelse havde samme kaliber som den i morges, så det gav et lille sug i maven,« siger han til Version2.

Afbrydelse af det samme udstyr

Fullrate venter først en endelig redegørelse fra GlobalConnect i løbet af de kommende par dage, så derfor er direktørens egne oplysninger sparsomme i skrivende stund.

»Vi ved, at de (GlobalConnect, red.) har prøvet at omlægge strømmen, og at der så er indtruffet en afbrydelse på en del af det samme udstyr som i morges. Vi ved ikke, præcis hvor mange af vores kunder, der har været uden net og telefoni i de fem minutter, men det har ikke være dem alle,« siger Peter Mægbæk Madsen.

Samtlige 100.000 telefonikunder og langt størstedelen af Fullrates internetkunder blev ramt, da GlobalConnect klokken 7.40 tirsdag morgen oplevede en strømafbrydelse i datacenteret.

Læs også: Strømafbrydelse hos GlobalConnect sender 100.000 Fullrate-kunder i sort

Klokken lidt i 11 var strømmen til datacenteret dog genoprettet, og Fullrate kunne melde om reetablering af alle tjenester til kunderne.

Version2 følger op med flere oplysninger om det seneste nedbrud, så snart de foreligger.

Fullrate har klokken 13.56 opdateret driftstatus:

»Og alt vores ramte udstyr kom op indenfor ca. 10 minutter. Ved denne afbrydelse var det ikke alt strøm der røg, og derfor var det ikke alle kunder der blev ramt af dette. Vores datacenter-leverandør (GlobalConnect, red.) er forsat ikke i fuld drift igen, men håber at komme det uden flere udfald af strømmen.«

Opdateret klokken 13.50 med kommentar fra Fullrates administrerende direktør og 14.04 med ny driftstatus.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (6)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Carsten Olsen

Efter at Fullrate nu er gået ned flere gange, kan jeg jo se at jeg klarer mig fint med 3mobil bredbånd alene.

En af de nye ting ved mobilt bredbånd er at man kan få en router som virker ligesom en almindelig ADSL router. (Sådan en købte jeg for 3md siden). Dermed kan jeg trække hele mit LAN istedet for kun via et USB modem. Jeg bor et sted med dårlig GSM dækning, alligevel har jeg 95% af tiden >4Mbps. (idag f.eks. 5Mbps) De sidste 5% af tiden har jeg ca 1Mbps.

  • 0
  • 0
Anders Reinhardt Hansen

Ja for du er jo garanteret at det ikke sker hos 3. Alt deres udstyr er jo trådløst også strømmen og den kan derfor ikke gå ;-)

ironi kan forekomme

Spøg til side. Hvis man har et begrænset behov kan man nok godt erstatte sin adsl med en UMTS eller LTE forbindelse (4G). Men det er ikke alle applikationer der kører godt på et netværk med høj latenstid.

  • 0
  • 0
Ole C. Andersen

Tror nu ikke at det vil give nævneværdig bedre oppetid.

Hvis men ønsker højere oppetid skal man ikke satse på en enten / eller løsning, men en både / og løsning.

Jeg har bøvlet med stabiliteten af vores FullRate forbindelse i længere tid, og har i den anledning opsat et 3G netværk som automatisk failover.

Dette set-up stod sin prøve med glans idag.

FullRate og 3 har hver især deres fordele og ulemper - men de er komplementerer hinanden perfekt.

/ole

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere