Ny standard skal gøre det muligt at flytte dine data fra sky til sky

CDMI fortæller cloud-leverandøren, hvordan dine data skal håndteres. Den største leverandør, Amazon, står dog uden for arbejdet med standarden.

FRANKFURT. Mange private brugere og flere mindre virksomheder har allerede eksperimenteret med tjenester som Dropbox til at lagre filer i skyen. Men det er straks en større udfordring, hvis man vil bruge skyen som storage i stedet for eller som supplement til kasserne i datacenteret.

»I dag er der masser af konkurrence på markedet på at have den laveste pris pr. gigabyte. Men i fremtiden vil vi se flere, der konkurrerer på, hvilke services de kan tilbyde,« siger chefudvikler Mark Carlson fra Oracle.

Han deler formandsposten i brancheorganisationen SNIA's tekniske arbejdsgruppe Cloud Storage Initiative, som arbejder på en ny standard, der skal gøre det lettere for kunderne at vælge en leverandør af cloud-baseret storage, som netop kan tilbyde flere tjenester end blot simpel opbevaring af filer.

Den nye standard CDMI, Cloud Data Management Interface, skal gøre det muligt at flytte sine data mellem forskellige cloud-leverandører.

I dag er det muligt at flytte selve dataene, men serviceniveauerne følger ikke automatisk med. Det betyder eksempelvis, at hver gang man flytter sine data fra én leverandør til en anden, skal man igen specificere, hvor ofte der skal laves backup af data fra en bestemt applikation.

CDMI er en åben standard, som er på vej mod behandling af ISO. Bag standarden står mere end 90 organisationer, men med én markant fraværende spiller.

»Amazon er ikke med i CDMI. De har de facto-standarden, som de gerne vil låse kunderne fast i,« siger Mark Carlson.

Amazon dominerer i dag markedet for specielt storage som cloud-tjeneste, og derfor er selskabets S3 også blevet en de facto-standard, som mange firmaer har implementeret en variant af, ligesom mange cloud-leverandører i praksis anvender Amazons sky.

»Når du bruger Dropbox, hvor tror du så, dine filer ligger?« siger chefanalytiker Simon Robinson fra 451 Research.

Dropbox' 4,5 millioner brugere er reelt også brugere af Amazons S3 storage-sky, fordi Dropbox bruger Amazons sky til lagring af dataene.

Problemet med en de facto-standard som Amazons er imidlertid, at Amazon har fuld kontrol over standarden.

»Der er ingen cloud-leverandør, som er interesseret i at lade Amazon have retten til at ændre i protokollen. Derfor vil de lave deres egne varianter, og som kunde bliver du så reelt låst fast disse leverandørers grænseflader,« siger Mark Carlson.

Det er det problem, som storage-leverandørerne i SNIA forsøger at undgå med CDMI. Standarden bygger på blandt andet RESTful HTTP og tilknytning af metadata til dataene. SNIA har valgt REST, fordi det er en simpel standard og derfor let for udviklerne at sætte sig ind i, når en leverandør skal lave sin egen implementering af CDMI.

Hver enkelt leverandør vil kunne udvide standarden, men den centrale kerne vil være den samme. Det vil sige, at en leverandør eksempelvis kan vælge at tilbyde mulighed for granuleret backup alt efter datatypen, mens en anden leverandør kan vælge kun at tilbyde én type backup.

Med CDMI kan kunden via simple HTTPS-forespørgsler få at vide fra storage-skyen, hvilke services den udbyder.

SNIA har lavet en reference-implementering af CDMI baseret på Java, som er frigivet under BSD open source-licensen, så cloud-leverandører kan tage koden og tilpasse den deres egne tjenester.

SNIA har betalt Version2's rejse- og opholdsudgifter i forbindelse med dækningen af SNW Europe 2011.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere