Ny spiludviklingsplatform til Facebook: Det bliver nemt at bygge metavers-oplevelser
Da Mark Zuckerberg ændrede navnet på sit selskab fra Facebook til Meta var det efter sigende for at repræsentere, at tech-giganten ville sætte alle sejl ind på at skabe et vidtfavnende metavers. Et sådan metavers er et fælles oplevet rum, hvor alle dine behov på internettet kan blive opfyldt.
Mark Zuckerberg har tidligere udtalt, at metaverset udspringer fra spillenes verden. Derfor er det heller ikke overraskende, at Meta CEO'en mener, at selskabet tager sine første skridt mod metaverset i dag, når de bringer en spiludviklingsplatform til deres fold.
Der er tale om en platform til spiludvikling, med navnet Crayta, der kommer til Facebook Gaming.
På Facebook annoncerede topchefen nyheden, og kunne samtidig fortælle, at den nye spiludviklingsplatform også markerer introduktionen til Metas cloud-streaming infrastruktur, der for første gang er blevet tilgængelig i en række vesteuropæiske lande heriblandt Danmark, Frankrig, Grækenland, Italien, Norge, Portugal, Spanien, Storbritannien, Sverige, Tyskland.
»Jeg er begejstret over at lancere Crayta vores sociale verden- og spilbygningsmiljø på Facebook Gaming. Med vores cloud-streaming tech går det virkelig hurtigt, når du skal bygge på både mobil og computer – selv hvis du ikke har et særligt kraftfuldt system,« skriver Mark Zuckerberg på Facebook.
Metaverset i 2D
Crayta spiludviklingsplatform er bygget på spilmotoren Unreal Engine og er udviklet af det engelske selskab Unit 2 Games.
Platformen har en lang række færdigbyggede, detaljerede materialer, som spillere kan bruge til at skabe spilverdener. Samtidig kan brugeren udvikle spilmekanikker til deres spil med programmeringssproget Lua, som netop er udbredt i spilverdenen.
Brugere kan skabe spillene, mens de bevæger sig rundt i spilverden, og der kan være op til 20 skabende sjæle, der arbejder på det samme spil på samme tid. Ifølge Crayta, kan brugere - der ellers ikke har erfaring med kodning - skabe og udgive simple multiplayerspil på ganske kort tid.
Mark Zuckerberg har også delt en video, hvor han sammen med Craytas udviklere genskaber området omkring Metas 'Hacker Square'.
»Historisk set ville det være virkelig svært at rendere noget af så høj kvalitet i et 3D-miljø på en telefon eller i en browser, men når det kan renderes i clouden, giver det nogle temmelige store fordele,« siger han i videoen.
Her giver han også et bud på, hvordan Crayta er et af de første skridt på vejen mod selskabets metavers.
»Mange folk tænker metaverset som en 3D-oplevelse, som du kan have i virtual reality eller augmented reality, men jeg synes, at Crayta viser, at du kan bygge de her oplevelser virkelig nemt i et 2D-miljø.«

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.