Ny rekord: Windows 7 på 266 MHz Pentium II og 96 MB RAM

7 kommentarer.  Hop til debatten
Forsøg med oldgamle computere har vist, at Windows 7 kan køre på meget skrabet hardware. Rekorden hedder nu en 266 MHz Pentium II med 96 megabyte RAM.
23. juni 2009 kl. 09:42
errorÆldre end 30 dage

Da Windows Vista kom på gaden, jublede pc-producenterne, mens kunderne jamrede over de øgede krav til hardware. Med Windows 7 bliver det anderledes, har Microsoft lovet, og forsøg har vist, at der er noget om snakken.

I bedste limbo-stil har en person, der kalder sig Hackerman1, forsøgt sig med det kommende styresystem på ældre og ældre computere. Først da han forsøgte at køre Windows 7 med 64 megabyte RAM, måtte Windows 7 bide i græsset og melde pas. Det refererer PCworld.com fra webforummet The Windows Club.

Vinderen af hardware-limboen blev dermed et godt gammelt setup med en Pentium II-processor på 266 megahertz, 96 megabyte RAM og et grafikkort med fire megabyte RAM. Altså en computer, der var hot for omkring 11 år siden.

Hackerman1 dokumenterer forsøgene med skærmbilleder, men skriver ikke noget om, hvor hurtigt computeren kører med Windows 7. Det er der til gengæld andre medlemmer, der har gjort, og tallene viser, at det er en tidskrævende hobby at eksperimentere med nye styresystemer på gammel hardware.

Artiklen fortsætter efter annoncen

En installation på en computer med en Pentium III-processor på 333 megahertz og 128 megabyte RAM tog således 17 timer at gennemføre, fordi der skulle en del fiksfakseri til undervejs. Boot-tiden efter installationen var på 17 minutter rent.

Andre skriver, at selvom alting kører ret langsomt på disse oldnordiske maskiner, så er det muligt for dem at køre for eksempel Microsoft Word og lignende uden problemer.

Vista gav Microsoft et netbook-problem

Normalt vil en installation af Windows 7 ikke kunne gennemføres, med mindre der er 512 megabyte RAM til rådighed. Ifølge de råd, der bliver givet i diskussionsforummet, er det derfor nemmere at opgradere fra Windows XP til Windows 7, når det gælder gamle, svagelige computere.

Hardwarekravene til Windows 7 har været genstand for megen opmærksomhed, fordi Microsoft blev taget godt og grundigt på sengen af netbook-bølgen. Windows Vista er nemlig for tungt til at køre fornuftigt på de små, skrabede computere, der typisk har en Atom-processor og én gigabyte RAM, og Microsoft måtte derfor trække Windows XP af stalden igen.

Windows 7 er slankere og hurtigere end Vista, og dermed er problemet løst, lød det fra Microsoft, da det nye styresystem blev præsenteret, så nu kan Windows XP endeligt blive udfaset.

Der er en gratis Release Candidate af Windows 7 ude i øjeblikket, mens den endelige lancering sker den 22. oktober.

7 kommentarer.  Hop til debatten
Debatten
Log ind for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger
1
23. juni 2009 kl. 10:50

Det er rart at MS har slækket lidt på hw krav ift. Vista.

Jeg kunne køre netbsd på min gamle amiga 2000 med 4 mbyte mem og en mc68000.

Jeg kan bare ikke se, at det er så relevant i dag, med de opgaver en PC skal løse?

2
23. juni 2009 kl. 10:58

OpenSUSE 11.1 køre da uden problemer på min PII 350 MHz, 196 MB RAM, 4 MB grafik.

Svartider er også til at leve med.

3
23. juni 2009 kl. 11:11

Hvordan defineres "kan køre".

Det er da meget muligt at en minimal W7 kan snegle sig afsted med den nævnte minimum konfiguration, men det har jo ingen værdi.

Og testen er sikkert lavet uden antivirus, antispyware og hvad der ellers skal losses på af overhead på en Windows maskine.

Det der er interessant er hvilke krav der stilles for at kunne få maskinen til at fungere anstændigt med i det mindste nogle almindelige applikationer som tekstbehandling, mail og browser.

/Christian

4
23. juni 2009 kl. 12:19

heh :O) Windows 7 capable, hvor installation tager kun 17 timer :O)

5
24. juni 2009 kl. 17:18

Det er da langt mere interessant at sammenligne W7 og XP! Er W7 hurtigere og bruger færre ressourcer end XP?

7
24. juni 2009 kl. 17:51

Det er da langt mere interessant at sammenligne W7 og XP! Er W7 hurtigere og bruger færre ressourcer end XP?

Ud fra at have kørt begge styresystemer på min ene testmaskine siden den første beta af Windows 7, så er der i hvert fald ingen mærkbar fordel ved Windows XP SP3 i forhold til Windows 7 RC. Bortset fra at suspend og hibernation fungerer helt upåklageligt i Windows 7. Windows 7 er klar igen, før skærmen er det. I Windows XP var dvale ofte noget af et hasardspil.

De to ældste pc'er, en iMac G3 266 MHz og en Pentium III, er blevet doneret til bedre hjem, så jeg har desværre ikke noget i under gigahertz-klassen at teste Windows 7 RC på. Pentium III-maskinen blev sendt ud af døren med Debian (den havde oprindeligt en Windows Me).

Jeg vil sige så meget om ydelsen i Windows 7 RC, at det føles så meget hurtigere, at Windows Vista - på to på papiret hurtigere pc'er - føles betydeligt mere sløve i optrækket end Windows 7 på den lidt langsommere maskine.

6
24. juni 2009 kl. 17:50

Det tror jeg næppe. Min søster har stadig en PC med samme specs (P2, ~100MB RAM), og det tog under 2 timer at installere XP, og den er brugbar til Word+Firefox+MSN :)

Mvh, Søren