Rekord: En milliard solgte Android-telefoner i 2014

Der blev solgt rekordmange smartphones i 2014 med 1,28 miliarder solgte enheder. Android-platformen står for den første milliard af de solgte mobiler, mens Apples markedsandel er faldet en smule.

Verden blev 1,28 milliarder smartphones rigere i 2014 og sætter dermed ny rekord.

Af de mange telefoner var 81% - lige over en milliard af dem - af slagsen med Android-platformen, viser en opgørelse fra Strategy Analytics, som TechCrunch bringer.

Læs også: Blackberry beder den amerikanske kongres om apps

Af en ældre analyse fremgår det, at Apple i fjerde kvartal i 2014 alene med deres udvalg af nye smartphones med større skærme og ældre modeller til nedsat pris fik solgt 74,5 mio. telefoner. Ifølge analytikere svarer det nogenlunde til det antal, som ærkerivalen Samsung fik langet over disken i samme kvartal, og de to konkurrenter har derfor begge en markedsandel på 19,6%.

Læs også: VW åbner op for CarPlay og Android Auto i 2015

Da der er mange forskellige smartphone-producenter om Android-platformen, er det dog et pillearbejde at regne ud, hvor mange der er solgt af de enkelte mærker, i modsætning til Apple, der står alene med deres platform.

Til trods for at de to producenter står lige målt på solgte enheder, er Androids markedsandel ifølge analysen vokset med tre procent siden 2013, mens Apples markedsandel er faldet med en halv procent. Det skal ses i lyset af, at det samlede marked for smartphones er vokset, skriver TechCrunch. Det er især lande som Indonesien og Kina, der trækker væksten, påpeger analysebureauet.

Læs også: Google dropper opdateringer til Android 4.3 Jelly Bean og ældre versioner

Microsofts markedsandel er svagt faldende med en markedsandel på 3% og et samlet salg på 39 millioner solgte enheder, mens Apple solgte i alt 192,7 mio. smartphones sidste år, svarende til en markedsandel på 15%.

Ifølge Strategy Analytics er det første gang, at Android-platformen runder 1 mia. solgte smartphones på et år.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere