En ny, performancefokuseret Raspberry Pi er nu til salg, men målgruppen er flyttet fra almindelige, teknisk interesserede forbrugere til industrielle aktører og producenter. Det skriver pcworld.com.
Den nye superkompakte minicomputer - som har fået navnet Raspberry Pi Compute Module 3 - har ingen porte. Vil man have adgang til den gennem USB, en ethernetforbindelse eller wifi, skal minicomputeren altså indbygges i hardware, der kan formidle disse signaler til minicomputeren gennem en såkaldt edge connector.
»Vi forventer derfor, at det vil tage længere tid for denne udgave af Raspberry Pi at blive udbredt i forhold til den lynhurtige udbredelse, vi så for Raspberry Pi 3,« siger CEO i Raspberry Pi Ltd. Eben Upton til pcworld.com.
Der er kun få eksempler på anvendelse af den nye slags minicomputer. Ifølge Eben Upton er et af de bedste eksempler på brug fra fjernsynsproducenten NEC. De brugte de små computere til at give deres ældre fjernsyn en smart-funktion, selvom det ikke var indbygget som udgangspunkt.
Ti gange kraftigere
Den lille Raspberry Pi Compute Module 3 er udstyret med den samme 64-bit Broadcom processor med fire kerner som Raspberry Pi 3, men fylder kun halvt så meget. Raspberry Pi Compute Module 3 har 1 gigabyte ram.
Den kraftige processor gør den ifølge pcworld.com 10-12 gange kraftigere end dens forgænger Compute Module 1, der blev lanceret i 2014. Men det resulterer også i et større strømforbrug. Presser man processoren, kan den bruge op mod fire watt.
»Det resulterer også i en større varmeudvikling, og det skal eventuelle købere være opmærksomme på,« siger Eben Upton.
Raspberry Pi Compute Module koster som udgangspunkt 30 dollars, hvilket er i omegnen af 200 danske kroner.
Ifølge Eben Upton er forventningerne til salget ret lave. Han forventer, at der bliver solgt et par hundrede tusinde Raspberry Pi Compute Modules i løbet af det første år. Til sammenligning blev der solgt flere millioner Raspberry Pi's i løbet af det første år efter lanceringen.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.