Ny protokol-teknologi: Intraplanetarisk fildeling uden datatab og risiko for nedbrud
Jens og Nanna sidder på en åben kontor-savanne i Københavns sydhavn. Jens får sendt et link til en sjov video fra sin gamle studiekammerat i Taiwan.
I frokostpausen snakker de om den, og Nanna, der får brug for en overspringshandling ud på eftermiddagen, vil også gerne se den. Hun får Jens til at sende linket, og henter derefter videoen ned til sin egen computer via den serverfarm i USA, der har filen.
Minimum tre gange er filen blevet sendt fra USA til fjerne destinationer: to gange til sydhavnen og minimum én gang til Taiwan.
Var overførslen sket med InterPlanetary File System (IPFS), og ikke vores sædvanlige HTTP, kunne datamængden være reduceret med i hvert fald en tredjedel. Med IPFS kan Nanna bare hente filen fra Jens, der allerede har hentet den én gang.
Når en bruger i dag beder om en ressource på internettet, så peger de på en adresse - i ovenstående tilfælde altså serverfarmen i USA.
Med IPFS er det anderledes. Alt afvikles og klares på kortest mulig afstand og uden centrale servere i arkitekturen.
Det lyder som en mindre og meget teknisk forbedring, vi får trods alt allerede vores indhold leveret uden problemer.
Men i en verden hvor prisen på lagerplads falder hurtigere end prisen på båndbredde, og store dele af verden befolkning endnu kun er på vej på nettet, giver det god mening.
Udviklerne af IPFS mener at kunne spare op til 60 procent af den globalt anvendte båndbredde.
Samtidig er DDoS-angreb og AWS-nedbrud også fortid, for uden en central infrastruktur, er der ikke længere knudepunkter, der kan bringes i knæ med vilje - eller med en tastefejl, som tilfældet var for Amazon i starten af 2017.
Forsvinder en node fra netværket, gør det ingenting. Den data, der var på serveren fortsætter med at være tilgængelig og blive leveret til brugerne. Farvel til tab af data og dyre nedbrud.
Det er attraktionen ved et distribueret, permanent net. Ny teknologi gør, at det ikke er fri fantasi. Det er allerede virkeligt - om end den almindelige internetbruger næppe får meget ud af teknologien endnu.
Enkelte firmaer som amerikanske UJO Music sælger allerede musik via IPFS og hos OpenBazaar.org, der hævder at have næsten 25.000 live noder i deres netværk, kan du købe og sælge snart sagt alt på en distribueret markedsplads, der ikke findes på nogen server.
‘Hvad’ i stedet for ‘hvor’
IPFS er et projekt fra Protocol Labs, der er et open source netværk for protokoludvikling, grundlagt af Juan Benet.
I en TEDtalk fra starten af 2016 forklarer han mekanikken, og frustrationen, der drev ham til at lægge arm med hele internettets arkitektur.
Modsat HTTP, der peger på en adresse, vil det transportlags-agnostiske IPFS bede om en specifik fil, der er identificeret ved sin hash-værdi. IPFS spørger bredt ud på netværket:
»Hvem har filen med hash-funktionen XYZ?« - og derefter hente den ned fra den nærmeste computer. I Nannas tilfælde vil det altså sige computeren på den anden side af kontoret.
Dermed er der ikke tale om et internet, der er baseret på klient-server-relation, men et peer-to-peer netværk. Det giver både muligheder og problemer.
Forestil dig en hjemmeside, der ikke findes på nogen server, men bare er sammensat af komponenter fra mange forskellige ressourcer på nettet.
Det betyder, at du får endog enormt svært ved at lukke den ned, hvis indholdet er ulovligt, men det betyder også, at hvis katastrofen rammer og en løbsk natur i den ene eller anden form afbryder et datacenter, vil det ikke betyde gråd og tænders gnidsel.
De ressourcer, der ikke længere er tilgængelige på de ukampdygtige servere findes alligevel i flere kopier. Brugerne bliver serviceret fra nærmeste node som om intet var hændt. Farvel, datatab.
Hvis en fil alligevel forsvinder fra netværket, sker der noget pudsigt. I en http-verden ville ens browser formentlig returnere en 404-fejl, men på IPFS, ville alle links, der pegede på indholdet automatisk reroute til indholdet, hvis det blev uploadet igen.
For det samme indhold vil give den samme hash-funktion og dermed den samme adresse.
Det kræver selvfølgelig masser af lagerplads, og det vender vi tilbage til efter en kortere teknisk sviptur.
En motor af blockchains og distribuerede hash-tabeller
IPFS kræver flere forskellige elementer for at fungere. En hash-tabel bruges til at indeksere store mængder data. Hvis en brugers forespørgsel skulle loope igennem hvert eneste element på IPFS-nettet for at finde den korrekte værdi, så ville man ende med en temmelig krank brugeroplevelse.
Ved at bruge en hash-tabel, kan netværket finde ud af hvor den skal lede - og langt hurtigere returnere et svar.
Imidlertid betyder det selvfølgelig også, at den, der har kontrol over listen bestemmer hvilke filer brugerne skal have serveret på deres forespørgsler. Den magt er selvsagt lidt af en godbid for enhver med underlødige hensigter, men heldigvis er der råd for det: blockchain-teknologi.
Teknologien, der muliggør kryptovaluta og teenage-millionærer, kan også anvendes i denne sammenhæng, så folk får de filer - og kun de filer, de efterspørger.
Kæden kan ikke ændres, og ved at forbinde link og indhold i blockchain sikrer IPFS i teorien, at der ikke bliver fiflet med indholdet.
Det efterlader dog stadig et teknisk spørgsmål ubesvaret.
For uanset hvor mange digitale hottentotterier vi kommer på, så skal filerne stadig lagres et sted, så brugerne kan hente dem. Hvis de skal være tæt på brugeren, uanset hvor brugeren er, så skal der nødvendigvis være mange kopier.
Det kræver meget lagerplads, men også det kan løses. Jeg kan som bruger vælge, at lade mine enheder være hjemsted for de filer, der udgør IPFS. Men hvorfor skulle jeg gøre det?
Det skal jeg, fordi der er noget i det for mig.
AirBNB for filer
I starten af september 2017 slog FileCoin, der også er et projekt fra Protocol Labs, de hidtidige rekorder for en ICO (Initial Coin Offering) og præsterede mere end 257 millioner dollar, ifølge Business Insider.
FileCoin lover værdi ved at skabe ét stort verdensomspændende filsystem, hvor alle kan levere lagerplads og til gengæld modtage filecoins for at være vært for disse nemme digitale gæster. Filecoins kan så veksles til Euro eller Dollars. Tænk på det som et AirBNB for filer.
Det lyder nemt, men det betyder også, at folk har mulighed for at gemme ulovligt indhold - eller dele heraf - på brugernes computere. Derfor planlægger netværket at have en række tilvalgslister af blokeret indhold, som de, der deltager i netværket kan abonnere på.
På den måde kan man sikre, at man overholder alle myndighedernes regler, men giver samtidig selvsamme myndigheder et effektivt sanktionsværktøj.
Hvem der i givet fald skal eje listerne over blokeret indhold er stadig ikke afklaret.
Hvad værre er, er at det heller ikke er klart, hvordan man kan slette indhold, der først er blevet delt til flere noder på netværket. Skeptikere, der som bekendt har for vane at kalde sig selv realister, vil måske mene, at det kun i meget begrænset omfang er muligt i dag.
Det får være.
Men det er selvfølgelig ikke en undskyldning for at forklejne den samme udfordring, når man drømmer om at bygge et funklende nyt distribueret, permanent internet.
Selv om visionen er spændende, og flere af fordelene temmelig åbenlyse, så er der ingen fremtid i at drømme om et internet, der ikke kan beskytte sine brugere.
Uanset om det er ofrene for hævnporno eller uhensigtsmæssige læk af personlige data, så skal brugerne selvfølgelig beskyttes.
Det er endnu ikke klart, hvordan det skal ske.
Hvis man knækker den nød, så er der til gengæld en mulighed for at få det internet, som pionerer som Joseph Carl Robnett Licklider skrev om allerede tilbage i 1962 som ‘Intergalactic Computer Network’ - og som IPFS hylder i både navn og gavn.
...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.
