Ny opgørelse: Cowis nationale test fejlede 11 gange på 4 måneder

Der er stadig bøvl med Cowis nationale test til folkeskolen, viser en ny opgørelse. Senest har det været svært at få vist resultaterne.

Først var der startproblemer. Så et ugelangt nedbrud. Og siden har der også været adskillige udfald eller fejl i Cowis test-løsning til folkeskolen, viser en ny opgørelse fra Undervisningsministeret.

I alt 11 episoder, plus det løse, er medtaget i opgørelsen, som blev til efter et §20-spørgsmål fra SF.

Læs også:Cowi: Elever må leve med nedbrud i skoletest

Den gode nyhed er, at der tilsyneladende ikke har været nedbrud siden slutningen af april, som har forhindret eleverne i at tage en test. Men til gengæld har der været problemer med at få resultaterne ud igen. For eksempel blev alle resultater fra den 29. april således forsinket i to uger. På grund af en teknisk fejl kom resultaterne nemlig ikke ud, før systemet planmæssigt lukkede for adgang, mens der bliver holdt afgangsprøver.

De nationale test til folkeskolen er et internetbaseret evalueringsværktøj, hvor elever i en række fag og på forskellige klassetrin kan få testet evnerne. Opgaverne tilpasser sig elevens formåen, såkaldt adaptive test, og læreren skulle så få et ret præcist fingerpeg om, hvordan eleverne klarer sig i de forskellige fag.

Læs også:Folkeskolens test-skanale: Certifikat-bommert skyld i Cowis seneste nedbrud

Men systemet til 100 millioner kroner, der også blev to år forsinket, har altså været ramt af en række tekniske fejl. Cowi er ansvarlig for den samlede leverance og har hyret @ventures og CSC til at stå for henholdsvis udvikling og drift af løsningen.

De mange problemer har fået Cowi til at love, at forløbet vil blive set igennem af eksterne konsulenter, og resultaterne af evalueringen lagt åbent frem efter sommerferien.

**Læs også: **Cowi vil lære af skandalen: Uvildige eksperter skal undersøge nationale skoletest

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (2)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#1 Finn Petersen

Tja det kan godt være at skoleeleverne skal testes,(det mener jeg nu også at jeg blev i sin tid), men er det ikke et andet sted der trænger til at blive testet? Der er stort set ingen IT projekter i mio klassen, som forløber bare nogenlunde, og store byggeprojekter forløber heller ikke perfekt. Måske er det bare ikke muligt at udføre noget 99% i orden.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere