Ny open source-løsning til e-fakturaer

Ved at gå uden om de såkaldte VANS-leverandører, der hidtil har haft monopol på at levere elektroniske fakturaer til det offentlige, kan både institutioner og leverandører spare penge.

Fra midten af næste år vil Navision Stat indeholde open source-baseret funktionalitet, der betyder, at elektroniske fakturaer kan sendes direkte fra leverandørens it-systemer ind i det fælles offentlige økonomisystem Navision Stat.

Ifølge Kartin Hockauf, der er kontorchef i Økonomistyrelsen, er der tale om en efterlevelse af de retningslinjer, som It- og Telestyrelsen har sat op for brug af åbne standarder i offentlige it-løsninger.

Men beslutningen betyder samtidig, at leverandører til det offentlige ikke længere er forpligtigede til at anvende de såkaldte VANS-leverandører til levering af elektronisk input til de statslige institutioner.

VANS-leverandørerne har mod betaling konverteret fakturaer til OIOXML-formatet, der så er blevet læst af Navision Stat, men en ny gratis open sourcekomponent kan nu hentes fra Softwareborsen.dk, og implementeres direkte i den enkelte leverandørs faktureringsproces og dermed knytte elektronisk bånd ind i Navision Stat. Den løsning, der bliver implementeret med navision Stat 5.0, er den samme som allerede er lanceret under konceptet NemHandel, der gør det muligt for alle virksomheder og institutioner at udveksle fakturaer elektronisk.

Kartin Hockauf forestiller sig, at flere it-leverandører vil gå ind og sørge for, at deres løsninger understøtter den nye faktureringsproces, der har betegnelse OIOSI. Ønsker virksomheder fortsat at anvende VANS-leverandørerne til det elektroniske input er dette fortsat muligt, da der udvikles en gateway, der kan route mellem OIOSI og VANS transportmetoderne.

Han oplyser endvidere, at de formater, det bliver muligt at udveksle elektroniske handelsdokumenter i, vil være efter standarden i OIOUBL 2.01, der omfatter faktura, kreditnota, rykker, kontoudtog og retursvar.

Med implementering af OIOUBL 2.01 kan der udveksles nye elektroniske dokumenttyper, som kan give mere effektiv økonomiopfølgning, oplyser Kartin Hockauf. Samtidig omfatter standarden kvittering for modtagelse, hvilket øger sikkerheden.

Han oplyser endvidere, at med de nye formater kan parterne slippe for udgifter til VANS-leverandørerne samt, at de elektroniske bilag bliver sendt både signeret og krypteret (OIO RASP protokollen).

Navision Stat 5.0 forventes frigivet i 2. kvartal 2008, hvorefter implementering i de enkelte institutioner vil ske sekventielt i løbet af ni måneder.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (3)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere