Ny offline-medieafspiller fra Adobe

En ny medieafspiller baseret på Adobes AIR-platform kan downloade og efterfølgende vise videoerne, også når brugeren er offline.

Adobe udsender onsdag en ny medieafspiller, som bygger på firmaets AIR-platform. AIR benytter firmaets Flash-teknologi til at skabe pc-programmer med.

Adobe Media Player (AMP) byder på videoindhold fra en lang række tjenester. I modsætning til andre af tidens internet-tv-tjenester kan AMP downloade tv-programmerne og afspille dem senere, når brugeren er offline.

Videoformatet er Flash Video, og kvaliteten er efter Version2's bedømmelse sammenlignelig med andre streaming-tjenester som Zattoo og Joost.

Åben for flere forretningsmodeller

Indtil videre er programmerne udstyret med reklamer. Medieproducenterne kan benytte Adobes rettighedsteknologi til at kontrollere anvendelsen af videoerne.

På sigt vil Adobe udvide klientsoftwaren, så udbyderen kan benytte forskellige forretningsmodeller, som for eksempel at opkræve betaling for programmerne.

I omtalen af den nye medieafspiller benytter Adobe videoklip med Jon Steward fra The Daily Show, men det var ikke muligt for Version2 at finde programmet i AMP's programoversigt.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere