Hvis du køber og installerer den nye Microsoft Office 2013 på din pc, fanger bordet. For derefter kan du ikke slette den fra den gamle maskine og flytte den over på en ny, skriver amerikanske Computerworld.
De nye licensbetingelser gælder for retail-versionen - altså den, som kunden selv køber ved siden af pc'en.
Den nye model adskiller sig fra forgængeren Office 2010, hvor brugeren med visse begrænsninger havde lov til at flytte en Office-installation efter behov. En licens til Office Home og Student 2010 kunne som udgangspunkt flyttes et ubegrænset antal gange, dog højst én gang hver tredje måned.
»Det her er et markant skifte i Microsofts licensmodel. Og lad os være ærlige. Det er ikke i kundens interesse. De betaler for mere end tidligere, fordi de ikke længere får de samme goder som før,« siger administrerende direktør Daryl Ullman fra Emerset Consulting Group til Computerworld.com.
Microsoft har bekræftet de nye licensbetingelser over for mediet. Selskabet ønsker dog ikke at svare på, hvordan kunden er stillet, hvis pc'en med Office-installationen bliver stjålet eller bryder sammen.
De nye regler skal ses som et led i Microsofts strategi om at få kunderne til at leje software-licenser til Redmond-virksomhedens produkter i stedet for at købe dem, siger eksperter ifølge Computerworld.com.
Du kan læse mere hos det amerikanske it-medie.