Ny malware kan sprede sig fra Windows til en virtuel VMware-maskine
Normalt plejer ondsindede programmer, malware, at holde særdeles lav profil, hvis der er en virtuel maskine i nærheden, for det kan betyde, at antivirusfirmaer forsøger at analysere malwaren.
Det er imidlertid ikke tilfældet for en ny familie af malware, som sikkerhedsfirmaet Symantec har døbt Crisis.
Crisis kan nemlig sprede sig til virtuelle VMware-maskiner, skriver Symantecs Takashi Katsuki i et blogindlæg.
Crisis blev først fundet til Mac OSX og siden til Windows. Det er med andre ord én af de seneste familier af malware, som er i stand til at angribe flere platforme. Ifølge sikkerhedsfirmaet Kaspersky spreder Crisis sig via en pakket JAR-fil, som brugeren lokkes til at downloade og køre.
På Windows opfører Crisis sig dog mere avanceret end på Mac ifølge Symantec. Den kan nemlig undersøge, om der findes virtuelle VMware-maskiner på den inficerede pc. Den er i så fald i stand til at indsætte sin payload i den virtuelle maskine.
Ifølge Symantec er Crisis desuden i stand til at inficere Microsofts gamle mobilstyresystem Windows Mobile.
