Ny mærkningsordning for it-sikkerhed og ansvarlig dataanvendelse på vej

Illustration: digitalista/Bigstock
I dag præsenteres den kommende mærkningsordning, der skal hjælpe både forbrugere og virksomheder med it-sikkerhed og datahåndtering.

Det skal være nemmere at se, hvilke virksomheder der behandler ens data ansvarligt, og derfor indføres en ny mærkningsordning, der gør det muligt for virksomheder at skilte med deres it-sikkerhedsniveau og måden, de behandler data på.

Det skriver Erhvervsministeriet i en pressemeddelelse.

»Vi lever i en digital tidsalder, hvor ansvarlig omgang med data er en utrolig vigtig dagsorden, fordi vi hele tiden sætter digitale spor og afgiver mange former for data. Derfor er det vigtigt, at forbrugerne kan føle sig trygge ved den måde, virksomheder behandler deres personlige data på,« lyder det fra erhvervsminister Simon Kollerup.

Ifølge chefen for Industriens Fonds cyberprogram, Tim Sloth Jørgensen, vil mærkningsordningen kunne give bedre indsigt i, hvem der arbejder seriøst og målrettet med it-sikkerhed og datahåndtering, men den vil også være en løftestang for virksomheder, der har brug for retningslinjer for at komme i gang med at øge deres cybersikkerhed.

»Ordningen er en vigtig del af Industriens Fonds cybersikkerhedsprogram, og med den brede kreds af samarbejdspartnere, der står bag, tror jeg, at ordningen kan blive en konkret løftestang for øget it-sikkerhed og dataanvendelse i mange danske virksomheder,« siger han.

Forbedret sikkerhed

Og ifølge den administrerende direktør i Dansk Industri, Lars Sandahl Sørensen, kan den øgede fokus på datasikkerhed ligefrem gå hen og blive en konkurrencefordel for Danmark.

»Borgerne efterspørger og har krav på at virksomhederne behandler deres data ansvarligt og sikkert. Mærkningsordningen vil hjælpe virksomhederne og samtidig skabe større efterspørgsel efter digital ansvarlighed. Tillid til data kan blive en vigtig konkurrencefordel for Danmark,« siger han.

Virksomhederne bag mærkningsordningen er Dansk Industri, Dansk Erhverv og SMVdanmark. Erhvervsstyrelsen har bidraget med den brugertestede prototype, der offentliggøres i dag, og Forbrugerrådet Tænk bliver en del af den kommende bestyrelse bag mærket.

»Beskyttelse af forbrugernes privatliv har i disse år Forbrugerrådet Tænks højeste prioritet, og derfor er vi glade for at være blevet inviteret med i arbejdet fremover. Vores mål med mærket er at få forbedret sikkerheden, skabe gennemsigtighed og øge trygheden for den enkelte,« siger vicedirektør i Forbrugerrådet Tænk, Mette Raun Fjordside.

Kunder vil påvirkes

80 procent af de danske forbrugere vil undgå at handle steder, hvis de har mistanke om, at deres data ikke behandles ansvarligt.

Det viser en undersøgelse, som Erhvervsstyrelsen har lavet i samarbejde med Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

I samme undersøgelse fremgik det, at deres valg vil blive påvirket af en mærkningsordning, der tydeliggør, om deres data behandles ansvarligt.

Danmark er det første land til at præsente en samlet mærkningsordning for it-sikkerhed og ansvarlig dataanvendelse.

Den nye mærkningsordning kommer, efter en ekspertgruppe tilbage i november 2018 anbefalede, at der blev udviklet et dataetisk mærke, og i januar 2019 anbefalede Virksomhedsrådet, at der blev lavet en mærkningsordning for it-sikkerhed.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (4)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#3 Sven Kolstrup

Den omtalte ordning vil i bedste fald give os falsk tryghed. Det er jo ikke økologiske grøntsager det handler om. Hvis det skal gøres ordentligt skal der arbejdes meget mere i dybden - også med de udenlandske spillere på markedet. Den foreslåede ordning vil få mange folk til at tro, at bare der er en mærkning, så er der ikke noget problem. Men det vil jo ikke være tilfældet. Det er en ommer.

  • 0
  • 0
#4 Flemming Riis

Anbefalinger til Prissætning Risikogruppe Minimumspris Maximumspris Betalingsvillighed afhænger af 1 0 kr. 10.000 kr. Må ikke føles som spildte penge. 2 5.000 kr. 20.000 kr. Mærket skal udgøre en reel konkurrencefordel og gøre det muligt at implementere foranstaltninger. 3 30.000 kr. 50.000 kr. Organisationen bag mærket skal give virksomheden sikkerhed, og graden af kontrol og tilsyn (skal ikke bare baseres på egenkontrol). 4 ? kr. ? kr. Hvor stor en differentiator bliver mærkningsordningen på markedet?

Nogle vil sælge en "sikkerheds" ydelse , og nogle vil sikre at se små bliver presset ud af markedet.

Surprise...

Endnu en ubrugelig ordning

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere